Tilbagevendte David Luiz får tre år i Chelsea
David Luiz vender efter to år i Paris tilbage til London-klubben, hvor han tidligere har spillet med succes.
David Luiz ser ud til at forlade Paris Saint-Germain.
David Luiz ser ud til at forlade Paris Saint-Germain. Foto: Martin Bureau/AFP


Efter to års fravær vender den brasilianske fodboldspiller David Luiz tilbage til Chelsea.

Det meddeler den engelske fodboldklub onsdag på sin hjemmeside. Han har fået en kontrakt på tre år.

- Jeg er glad for at vende tilbage til Chelsea. Klubben og jeg havde en fantastisk tid sammen under mit første ophold, og jeg ønsker at hjælpe klubben og Antonio Conte (Chelseas nye manager, red.) til at opnå meget succes.

- Jeg har hele tiden haft en rigtig god relation til fansene, og jeg ser frem til at iføre mig den blå trøje på Stamford Bridge igen, siger David Luiz til Chelseas hjemmeside.

29-årige David Luiz spillede for Chelsea fra begyndelsen af 2011 til sommeren 2014. I sin første hele sæson i klubben vandt Chelsea Champions League.

I juni 2014 blev han solgt til Paris Saint-Germain.

Kuriøst nok har David Luiz de seneste to sæsoner været med til at sende Chelsea ud af Champions League.

I sin sidste sæson for Chelsea skete det modsatte, for da sendte englænderne Paris Saint-Germain ud af turneringen.

David Luiz slog oprindeligt sit navn fast i europæisk fodbold hos Benfica i Portugal, inden han blev hentet til Chelsea.

Han har spillet 55 landskampe og scoret tre mål for Brasilien.

To af målene faldt under VM på hjemmebane for to år siden.

Chelsea har tidligere onsdag hentet venstrebacken Marcos Alonso i italienske Fiorentina.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.