Elever blev bedt om at stille sig op på en række, da en 43-årig koreansk mand og tidligere sygepleje-studerende mandag tilsyneladende gik amok på en kristen skole i Californien.
Ifølge politiet skyldes skudepisoden, at den tidligere studerende var vred over at være blevet bortvist fra skolen, skriver cnn.com.
De bange elever genkendte den tidligere studerende, der ikke havde vist sig på skolen den seneste tid. Der udbrød straks panik og kaos, og mindst syv mennesker blev dræbt ved skudepisoden, og yderligere tre blev såret.
Fem døde på stedet, mens to døde på hospitalet. Tilstanden på de tre sårede er stabil, og ifølge politiet er seks kvinder og en mand i alderen 20 til 40 år blandt ofrene.
"Folk begyndte at løbe, og han begyndte at skyde," siger Gurpreet Sahota, som opholdt sig på skolen under episoden, til mercurynews.com.
Det skete på Oikos Universitet i Oackland, hvor der bliver undervist i teologi, musik og asiatisk medicin.
Efter skyderiet kørte den formodede gerningsmand hen til et shoppingcenter, hvor han annoncerede, at han havde dræbt flere og derfor skulle anholdes.
Politiet har nu anholdt manden og efterforsker sagen. Politiet mener desuden at have fundet de våben, der blev brugt på skolen.
Ifølge politichefen har den formodede gerningsmand ikke nogen tidligere kriminel baggrund, og han handlede sandsynligvis alene.
Der var omkring 35 i eller i nærheden af bygningen, da skyderiet brød ud mandag morgen.
Kilde: cbsnews.com, mercurynews.com, cnn.com