Så sent som sidste år var roeren Jens Vilhelmsen med til at vinde VM-sølv med Guldfireren, men fremover bliver det fra kajen, at han skal forsøge at hjælpe dansk roning til mere metal.
Fredag er han blevet ansat som ny landstræner. Det oplyser Dansk Forening for Rosport i en pressemeddelelse.
Han skal være med til at lede de bedste danske roere frem mod OL i Tokyo i 2020.
- Jeg er mega-taknemmelig og utrolig lykkelig for at kunne fortsætte i den verden. Det er en mulighed, som jeg hele tiden har prøvet at forfølge, men samtidig har jeg været meget ydmyg omkring det.
- For mig er det et spring at satse på, at jeg kan leve af min hobby. Jeg har valgt at forfølge denne mulighed, fordi det er det, jeg har lyst til at beskæftige mig med hver dag, og jeg har ikke været et sekund i tvivl om at takke ja til tilbuddet, siger Jens Vilhelmsen.
I landstrænerteamet skal han primært hjælpe Brian Richardson med arbejdet omkring de danske herreroere, siger sportschef Lars Christensen.
Jens Vilhelmsen blev tildelt en plads i Guldfireren forud for EM i maj sidste år. Han overtog Morten Jørgensens plads, fordi Jørgensen var skadet som følge af overtræning.
I februar i år vendte Morten Jørgensen tilbage til besætningen, som endte med sølvmedaljer ved OL i Rio.
I oktober mistede Guldfireren sin mangeårige træner Bent Fransson.
/ritzau/