Kaos i lufthavnen.
Sådan beskriver tidligere ansatte ved Europe Handling ApS den dag, hvor selskabet gik konkurs for blot at genopstå i et lignende navn dagen efter.
Firmaet står til daglig for at gøre fly rene i Københavns Lufthavn.
Men efter at have rengjort flyene fra Emirates Airline tirsdag d. 4 april, troppede en advokat op og erklærede selskabet konkurs på stedet, fortæller medarbejderne.
De skulle betragte sig selv som fyrede og blev bedt om at tage hjem.
- Folk græd og anede ikke, hvad der foregik. Andre var rasende. Jeg var selv totalt forvirret, siger 28-årige tidligere ansat hos Europe Handling Sasha Cost om oplevelsen.
Penge i klemme
Nogle af de fyrede medarbejdere blev tilbudt arbejde i det nye firma allerede dagen efter, mens omkring 17 medarbejdere mangler penge for én måneds opsigelse.
Men også fagforeningskontigent og pension blev i flere måneder trukket fra de ansattes lønsedler uden at blive indbetalt, bekræfter 3F. En sag, der nu bliver behandlet af Lønmodtagernes Garantifond, fordi firmaet er gået konkurs.
Tidligere tillidsrepræsentant, 35-årige Susan Larsen, forstår ikke, at man kan slippe af sted med at behandle sine medarbejdere på den måde.
- Han (direktør i Europe Handling, Jan Skelskov, red.) har simpelthen svindlet os, og det har været ufatteligt hårdt og frustrerende. Han har løjet os langt op af ryggen de sidste seks måneder, siger hun.
Både hende og Sasha Cost er nu arbejdssøgende.
- Vi føler jo som ansatte, at han har brugt vores penge til at starte det nye selskab op med. Han skylder ihvertfald mig 14-15.000. kroner, og hvis man ganger det med 30 ansatte, bliver det jo til en hel del, siger Susan Larsen.
Jan Skelskov har ikke ønsket at kommentere sagen eller beskyldningerne fra hans tidligere ansatte over for Avisen.dk.
Føler sig røvrendt
Også 35-årige Sajjad Butt var til stede på konkursdagen, hvor han havde morgenvagt. Her hørte han direktør Jan Skelskov sige, at det bare ville være lidt ligesom ‘at skifte nummerplader på bilen’. Det afviste advokaten, husker han.
Selv mener han udover en måneds opsigelse og flere måneders fagforeningskontigent og pension at have 68.000 kroner til gode i feriepenge før skat.
- Det er et kæmpe tillidsbrud, og jeg føler mig virkelig røvrendt. Fagforeningskontigentet er jo også min sikkerhed som arbejdsløs, så det provokerer mig, at det ikke er blevet indbetalt, siger Sajjad Butt, der stadigvæk er jobsøgende.
Mens Jan Skelskov var til stede om morgenen, da advokaten kom på besøg, forsvandt han, da den endelige nyhed skulle fortælles til medarbejderne, fortæller Sasha Cost.
- Jeg var sur og forstod ikke, hvorfor arbejdsgiveren ikke kunne komme ned og fortælle, hvad der var sket og i det mindste sige tak for denne gang, siger hun.
Hun forstår godt, at firmaer kan gå konkurs, men mener, at måden det skete på, var helt absurd. Blandt andet ville lederne gerne have hende og kollegerne til at arbejde videre på aftenvagten, hvor fly fra British Airways kom ind.
- Men advokaten havde lukket vores havnepas, så vi ikke kunne komme ind på området igen, og han holdt skarpt øje med, at vi ikke blev ved med at arbejde. Det var en meget underlig situation, siger Sasha Cost.
Hårdt at være tillidsrepræsentant
Tidligere tillidsrepræsentant i Europe Handling, Susan Larsen, er nu lettet over ikke at arbejde for rengøringsselskabet mere. De sidste par måneder har hun følt sig stresset og være meget syg.
- Det var så svært at have den dobbeltrolle, hvor jeg skulle samarbejde med og være fortrolig med ledelsen men jo i virkeligheden var på medarbejderens side, siger Susan Larsen.
Til mødet i det nye Europehandling ApS mødte hun op for at stille kritiske spørgsmål på vegne af medarbejderne men takkede selv nej til jobbet. På spørgsmålet om, hvorvidt man med det nye job kunne få betalt sit fagforeningskontigent tilbage, lød svaret: “At det ville være bedrageri at tage pengene fra det nye selskab.”
Og det blev dråben for Susan Larsen.
- Han (Jan Skelskov, red.) havde jo bedraget os, så hvad var det for et svar?
- Jeg kunne ikke se mig selv i øjnene, hvis jeg blev ved med at arbejde for ham. Selvom han var en venlig og charmerende chef, tror jeg snart ikke, at han selv kan huske sine egne løgne mere. Han var god til at sige: “Det, jeg sagde i går, har jeg aldrig sagt”, siger hun.
Europe Handling ApS er det selskab, der tilbage i februar fyrede Jeanette Hansen og Chérie Simon for at samle flasker til en sommerfest.
Her kan du læse om, hvordan de blev tilbudt et forlig mod ikke at gå til pressen om sagen, men som de takkede nej til.