Thulesen til Løkke: Vi er ikke klar til at gå i regering
Der skal flere penge til sundhedsområdet, hvis Kristian Thulesen Dahl og DF skal med i en regering. Han nævner konkret de besparelser i Region Midtjylland, som Avisen.dk torsdag kan fortælle om.
- Grundlaget er på nuværende tidspunkt ikke på et niveau, hvor Dansk Folkeparti kan gå i regering, siger Kristian Thulesen Dahl (DF).
- Grundlaget er på nuværende tidspunkt ikke på et niveau, hvor Dansk Folkeparti kan gå i regering, siger Kristian Thulesen Dahl (DF). Foto: Colourbox/free


Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, fastslår på vej ind til et frokostmøde med Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, at han - lige nu - ikke er på vej til at blive minister i en V-DF-regering.

- Som tingene ligger lige nu, så er det ikke vores vurdering, at indflydelsen vil være størst ved at gå i regering. Der er grundlaget ikke godt nok, siger Kristian Thulesen Dahl.

Ud over DF's ønske om grænsekontrol er det spørgsmålet om penge til velfærd - særligt til sygehusene, som skiller parterne.

Flere regioner er netop nu i gang med at spare på sundhedsområdet, fordi deres økonomi er presset af dyrere medicin, udgifter til uddannelse af læger og byggeri af nye hospitaler.

- Vi ser jo igen her til morgen en historie om, at der skal spares rundt omkring i regionerne, siger Kristian Thulesen Dahl, inden han hentyder til Avisen.dks historie torsdag om Region Midtjylland:

- Helt konkret har Region Midtjylland bebudet besparelser for næsten 700 millioner kroner, der gør, at man skal fyre eller forflytte op mod 1000 medarbejdere.

- Jeg tror, vi under alle omstændigheder kommer til at gøre nogle gode ting for vores sundhedssektor i de kommende år, men vi vil ikke låses ind i en situation, hvor vi ikke synes, at grundlaget er godt nok i forhold til vores sundhedssektor, siger Thulesen Dahl.

Her mener Dansk Folkepartis formand, at partiets indflydelse vil være større ved finanslov efter finanslov at kræve ekstra penge til sygehusene af regeringen.

- Vi er ikke sikre på, at det grundlag, der ligger nu, vil kunne indfri vores ønsker på sundhedsområdet. Så er det bedre, at vi kan forhandle stille og roligt i de kommende år, så vi kan føre kampen mod eksempelvis overbelægning fra forhandling til forhandling, siger Thulesen Dahl.

Dansk Folkeparti er mødt op til forhandlingerne med et krav om en stigning i det offentlige forbrug på 0,8 procent årligt. Pengene skal blandt andet gå til bedre sundhed.

Lars Løkke Rasmussens udgangspunkt for forhandlingerne var nulvækst i den offentlige sektor. Begge parter har dog åbnet døren på klem for et kompromis, der vil sikre flere penge til kernevelfærden - uden dog nødvendigvis at lande på 0,8 procent.

- Der er tid endnu til at diskutere, og man kan ikke afvise, at tingene vil flytte sig i de kommende dage og hen over weekenden. Jeg må bare sige, at lige nu, på denne dag, har vi ikke et grundlag, hvor det tjener vores vælgere bedst, at vi går i regering, siger Kristian Thulesen Dahl.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.