Thulesen presser Løkke: Vi har ikke råd til skattelettelser
DF-formanden kalder timingen for forhandlingerne om skat "rigtig, rigtig dårlig".
- Jeg kan ikke finde et råderum til skattelettelser, siger Thulesen.
- Jeg kan ikke finde et råderum til skattelettelser, siger Thulesen. Foto: Scanpix/arkiv


Meget tyder nu på, at det bliver en mere end almindeligt svært for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) at få gennemført forårets bebudede skattelettelser.

Folketingets største borgerlige parti, Dansk Folkeparti, vender nemlig tommelfingeren nedad til denne helt centrale del af Venstreregeringens politiske projekt.

- Jeg kan ikke finde et råderum til skattelettelser. Og den udvikling, vi har set bare det seneste halve år i forhold til flygtninge- og migrantområdet og de omkostninger, der har været der, gør det endnu sværere at få øje på et råderum til skattelettelser, siger Kristian Thuelsen Dahl til TV 2 News.

Udmeldingen kommer dagen efter at Liberal Alliances politiske leder Anders Samuelsen selvsikkert udtalte, at han nok skal komme igennem med sit krav om at lempe topskatten.

Samme toner lyder fra Det Konservative Folkeparti, men hvis skattelettelser overhovedet skal lade sig gøre, bør skatten lettes i bunden, lyder det nu fra Dansk Folkeparti.

DF-formanden kalder timingen for forhandlingerne om skat "rigtig, rigtig dårlig". Han vil dog ikke direkte opfordre statsministeren til at droppe drøftelserne helt, men siger:

- Han (Lars Løkke Rasmussen, red.) kan jo i hvert fald overveje, hvornår tidspunktet er rigtigt i forhold til, hvad han gerne vil opnå. Det forudsætter, at der kan skaffes penge til det, og det må jo ikke efterlade et tomrum, fastslår Kristian Thulesen Dahl.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.