Thulesen inden forhandlinger: Løkke ender alene
Dansk Folkeparti håber på en ny regering hurtigt - og det bliver sandsynligvis en ren Venstre-regering, lyder det fra Kristian Thulesen Dahl.
Kristian Thulesen Dahl vil gerne have en ny regering snart - men han satser ikke på selv at være en del af den.
Kristian Thulesen Dahl vil gerne have en ny regering snart - men han satser ikke på selv at være en del af den. Linda Kastrup / Scanpix arkiv


Det ender med en smal og enlig Venstre-regering.

Sådan lyder forudsigelsen fra Kristian Thulesen Dahl netop som han og de øvrige partiledere fra blå blok går ind til forhandlinger med Lars Løkke Rasmussen (V) fredag aften.

- Det er mest realistisk med en Venstre-mindretalsregering, siger formanden for Dansk Folkeparti til TV2 News netop som han går ind til aftenens forhandlinger med Lars Løkke Rasmussen, Søren Pape fra Konservative og Anders Samuelsen fra Liberal Alliance.

Han understreger, at han gerne ser, at den nye regering bliver dannet hurtigt, så de kan komme i gang med at arbejde - men at han ikke satser på at Dansk Folkeparti som regeringspartner.

- En placering, hvor vi ikke er med, giver os bedst mulighed for at få gennemført vores politik, siger Kristian Thulesen Dahl til TV2 News.

Samtidig vil partiet være frit stillet til at lave aftaler med andre partier, siger han.

- Det ligger jo i sagens natur, at når man ikke er med i regeringen, er man ikke bundet op, siger han til TV2 News.

Løkke håber på det sidste møde

Også Lars Løkke Rasmussen håber på, at aftenens møde bliver det sidste med alle borgerlige partier.

- Ja, det kommer jo helt an på, hvordan det forløber, men det vil da være min ambition, at det er det sidste møde med hele kredsen, siger han til TV2 News inden mødet.

Udfordringen bliver at bygge bro mellem de borgerlige partiers meget forskellige krav - og det gælder også, selvom Venstre skulle ende som enligt regeringsparti, understreger Lars Løkke Rasmussen.

- Regeringen skal selvfølgelig hvile på et grundlag, som de partier, der peger på mig, kan se sig selv i, og det rummer jo en udfordring, siger han til TV2 News.

Lars Løkke Rasmussen benyttede også lejligheden til at udtrykke sin dybeste sympati med de de pårørende og ofrene for dagens tre angreb i Frankrig, Tunesien og Kuwait.

- Det får jo det her til at blegne, siger han til TV2 News.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.