Thomas Bjørn taber terræn i Portugal
Thomas Bjørn gik en jævn runde i Portugal og er ni slag fra den førende spiller inden søndagens sidste runde.
Thomas Bjørn er ni slag efter den førende spiller inden søndagens afsluttende runde i Portugal.
Thomas Bjørn er ni slag efter den førende spiller inden søndagens afsluttende runde i Portugal. Foto: Peter Morrison/AP


Der skal ske et mirakel af de større, hvis den danske golfveteran Thomas Bjørn søndag skal løfte trofæet som vinder af European Tour-turneringen i portugisiske Vilamoura.

Danskeren gik lørdag en jævn runde uden de store udsving. To birdies, en bogey og 15 huller i banens bar betød en score for dagen på et slag under par.

Totalt er Thomas Bjørn ni slag under par, hvilket rækker til en delt syvendeplads før søndagens afsluttende runde. Danskeren er ni slag fra turneringens førende spiller, briten Andy Sullivan, der gik fire slag under par lørdag og samlet er 18 slag under par.

Sullivan ligner allerede en vinder af turneringen, han har hele fem slags forspring til nærmeste forfølger før de sidste 18 huller.

De øvrige danskere er ude af top 10 inden sidste runde.

Næstbedste danskere inden finalerunden er Lucas Bjerregaard og Anders Hansen, der begge er seks slag under par på en delt 18.-plads.

Søren Kjeldsen havde en skidt dag lørdag, hvor han brugte tre slag mere end banens par, hvorfor han faldt tilbage som en samlet nummer 24.

I finalefeltets tungere ende er yderligere to danskere - Lasse Jensen og Thorbjørn Olesen, der samlet er henholdsvis to og et slag under par.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.