Thomas Bjørn er tæt på toppen i England
Den danske golfveteran er på ottendepladsen efter første runde i BMW PGA Championship.
Anders Hansen ligger langt tilbage i feltet i turneringen på Wentworth-banen, som han har vundet to gange.
Anders Hansen ligger langt tilbage i feltet i turneringen på Wentworth-banen, som han har vundet to gange. Foto: Kamran Jebreili/AP


Thomas Bjørn er bedste dansker efter førstedagen af BMW PGA Championship, der bliver spillet på Wentworth-banen i udkanten af London.

Den 44-årige golfspiller gik første runde i 69 slag, tre slag under banens par, og det placerer ham på en foreløbig delt ottendeplads.

Thomas Bjørn sluttede flot af med en birdie på både hul 17 og 18.

Italieneren Francesco Molinari er helt i front med 65 slag, efter at han lavede syv birdies på runden.

Mindre godt gik det for sidste års vinder, Rory McIlroy, som gik første runde i 71 slag.

Verdensetteren deler dermed 23.-pladsen med blandt andre Søren Hansen og Søren Kjeldsen.

Et godt stykke længere nede i feltet ligger Anders Hansen, der har vundet turneringen to gange, i 2002 og 2007.

Han er delt nummer 81 i 74 slag.

Thorbjørn Olesen og Lucas Bjerregaard brugte begge 75 slag, mens Morten Ørum Madsen gik runden i 76 slag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.