Texas-forslag vil lempe våbenloven
De folkevalgte i Texas drøfter en række forslag, som gør det lettere for borgerne at være bevæbnet.
Politikerne i Texas skal drøfte forslag, der gør våbenlovgivningen lempeligere. Her et billede fra en demonstration i fjor til fordel for en friere våbenlov.
Politikerne i Texas skal drøfte forslag, der gør våbenlovgivningen lempeligere. Her et billede fra en demonstration i fjor til fordel for en friere våbenlov. Foto: Kin Man Hui/AP


Det skal være lovligt at bære håndvåben i det offentlige rum.

Der skal være momsfritagelse for køb af våben i en periode.

Byråd og regionsråd skal ikke have lov at indføre restriktioner for borgere inden for våbenloven.

Føderale restriktioner inden for våbenlovgivning skal ikke gælde i Texas.

Det er nogle af de forslag, som delstatspolitikerne i Texas i USA skal tage stilling til, når de samles i det nye år.

Texas gav ved valget i november republikanerne en solid sejr, så forsamlingen i Texas er blevet mere konservativ end det afgående delstatsparlament.

Flere af de konservative politikere gik til valg på at lempe våbenlovgivningen i Texas, der ofte betegnes som en rugekasse for de idéer, som det konservative USA forsøger at gennemføre i alle stater.

Der ligger også et forslag, som forbyder skoler at straffe elever, der former deres madpakker som skydevåben.

- Vi har så mange forslag inden for våbenlovgivning, at vi næste år vil få vedtaget loven om at bære våben synligt, siger C.J. Grisham, stifter af aktivistgruppen Open Carry Texas.

Gruppen har skubbet på for, at man skal kunne bære sit håndvåben åbent. I øjeblikket er det tilladt i Texas og andre steder at bære større våben som rifler åbent.

Loven siger, at en borger i Texas skal have en særlig tilladelse til at bære et håndskydevåben, der så skal bæres skjult.

USA's præsident, Barack Obama, har i lyset af en stribe skoleskyderier ellers talt for, at våbenlovgivningen skal strammes for at hindre, at unge studenter pludselig går ind på en skole eller et college og begynde at skyde løs.

Nogle konservative parlamentarikere har et andet bud på at løse problemet med skoleskyderier. De taler for en lov, der gør det lettere for skolelærere at bevæbne sig. Det vil forebygge vold, mener de.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.