"Terminator" til Trump: Du har mistet min støtte
Arnold Schwarznegger vil ikke længere støtte Donald Trump i hans kamp for at blive Amerikas næste præsident.
- For første gang siden jeg blev statsborger i USA, vil jeg ikke stemme på Republikanernes kandidat som præsident, lyder det fra den aldrende actionman.
- For første gang siden jeg blev statsborger i USA, vil jeg ikke stemme på Republikanernes kandidat som præsident, lyder det fra den aldrende actionman. Foto: Scanpix/Arkiv


Donald Trumps kone kan ikke genkende sin mand, og "Terminator" er skuffet og opfordrer til oprør mod republikaneren.

Reaktionerne på en video, hvor den republikanske præsidentkandidat i USA taler nedladende om kvinder, er mange og fordømmende.

- De ord, min mand brugte, er helt uacceptable og stødende for mig. De repræsenterer ikke den mand, som jeg kender, siger Melania Trump i en udtalelse.

Accepterer undskyldning

I videoen, der blev optaget, kort efter han blev gift med Melania i 2005, joker han med at have gennemført, hvad der kan beskrives som seksuelle overfald.

Han taler blandt andet om at gribe fat i kvinders kønsorganer, og at kvinderne accepterer hans fremgangsmåde, fordi han er kendt.

Melania Trump har accepteret hans undskyldning, lyder det.

- Han har en leders hjerte og sind. Jeg håber, at folk vil acceptere hans undskyldning, som jeg har gjort, og at de vil fokusere på de vigtige sager, som vort land og verden står over for, siger hun.

Arnold: Sætter krydset et andet sted

Den tidligere guvernør i Californien Arnold Schwarzenegger, der har en fortid som muskuløs og robotagtig filmskurk i "Terminator", opfordrer sine republikanske partifæller til at undlade at stemme på Trump.

- For første gang siden jeg blev statsborger (i USA, red.), vil jeg ikke stemme på Republikanernes kandidat som præsident, skriver eksguvernøren på Twitter.

Han opfordrer alle republikanere til at gøre som ham: At sætte landet over partiet.

- Jeg vil minde alle mine republikanske venner om, at det ikke blot er acceptabelt at vælge jeres land over jeres parti - det er jeres pligt, skriver Schwarzenegger.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.