Terapi hjælper barnløses baby-drømme på vej
Barnløse kæmper ofte med stress og depression. Får de psykologisk hjælp, så øges chancen for graviditet.


Mon det lykkes denne gang. Og hvis ikke, skal vi så indstille os på et liv uden børn eller forsøge at adoptere.

Barnløse lever ofte under et stort pres både fysisk og psykisk.

Temperaturmålinger, hormoner og smertefulde ægudtagninger risikerer at få følgeskab af stress, depression og en angst for, at der aldrig kommer et barn ud af anstrengelserne.

Men enkle psykologiske behandlinger som afspænding og meditation kan ikke alene hjælpe til at håndtere alt det svære.

De øger også chancen for graviditet med 50 procent, viser en undersøgelse fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet.

Endnu kan forskerne ikke forklare den præcise sammenhængen mellem de barnløses psykiske velbefindende og deres chance for at blive gravid.

- Men vi ved, at stress og depression kan have en negativ indflydelse. Når man er stresset over længere tid, får det nogle biologiske konsekvenser, siger psykolog Yoon Frederiksen fra enheden for psykoonkologi og sundhedspsykologi.

Her har forskerne analyseret resultaterne af 39 internationale undersøgelser, der har set på effekten af psykologisk behandling til barnløse par.

3400 patienter indgår i materialet, som især viser, at graviditetschancerne øges, når de gravide og deres partnere får hjælp til at tackle deres angstfølelser.

I Landsforeningen For Ufrivilligt Barnløse (LFUB) håber formand Dorthe Knudsen, at undersøgelsen vil betyde, at der på fertilitetsklinikkerne kommer en større opmærksomhed på patienters generelle trivsel.

- At være i behandling for barnløshed kan have store konsekvenser. Nogle går helt ned med flaget og må sygemeldes i længere tid. Nu ved vi, at psykologisk behandling hjælper, og derfor burde det være et tilbud til alle, siger Dorthe Knudsen.

Hun peger på, at mange i dag går alene med deres psykiske problemer, fordi fertilitetsklinikkerne hverken har tiden eller kompetencerne til at yde psykologisk behandling.

- Selv om nogle læger er gode menneskekendere, så er klinikkerne uddannet til at lave børn og ikke til alt det andet, som følger med, siger Dorthe Knudsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.