Team Tvis finder Klavs Bruuns afløser hos oprykkere
HC Midtjyllands Patrick Westerholm skal fra næste sæson være træner for Team Tvis, når Klavs Bruun stopper.


Team Tvis Holstebro henter Klavs Bruun Jørgensens afløser hos ligakonkurrenterne fra HC Midtjylland.

Patrick Westerholm overtager fra næste sæson roret efter Bruun Jørgensen, der skal være landstræner for de danske håndboldkvinder.

- Det stod meget hurtigt klar, at Patrick var vores førsteprioritet, da vi fandt ud af, at Klavs Bruun stoppede.

- Vi har haft et super forløb i dialogen med Patrick, og vi er kun blevet bestyrket i troen på, at han er den helt rigtige til at føre TTH videre i forhold de forventninger og ambitioner, vi fremadrettet har for holdet, siger næstformand Jørgen Hansen til Team Tvis Holstebros hjemmeside.

Finske Patrick Westerholm var i sin aktive håndboldkarriere fra 1996 til 2005 med til at vinde fire DM-titler med KIF Kolding, inden han rykkede videre til Skjern og senere HC Midtjylland.

Som træner har den nu 40-årige træner stået i spidsen for Sønderjyskes damer og været assistent for Team Esbjergs damer.

I denne sæson har han gjort det godt hos oprykkerne fra HC Midtjylland, der indtager en øjeblikkelig tredjeplads i Boxer Herreligaen.

- Jeg var slet ikke i tvivl, da jeg blev kontaktet, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme til TTH, siger Patrick Westerholm.

- I forhold til de klubber, jeg tidligere har været træner i, er der langt mere bevågenhed på og mediedækning af TTH, lige som der er nogle store sportslige forventninger til holdet.

- Det er imidlertid ikke noget, der på nogen måde skræmmer mig, og jeg ser i den grad frem til at kommer til TTH, fortæller han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.