Taylor Swift sagsøgt for enormt millionbeløb
R&B-sangeren Jesse Graham mener, at Taylor Swift har stjålet hans tekster til sit hit "Shake It Off". Nu sagsøger han hende.
"Shake It Off" er en del af Taylor Swifts utroligt succesfulde album "1989".
"Shake It Off" er en del af Taylor Swifts utroligt succesfulde album "1989". Foto: Jordan Strauss/JORDAN STRAUSS/INVISION/AP


Den amerikanske R&B-sanger Jesse Graham har sagsøgt Taylor Swift for 284 millioner kroner, fordi han hævder, at hun har stjålet omkvædet til sangen "Shake It Off" fra ham.

Graham påstår, at teksten i omkvædet ligger lige lovligt tæt op af hans sang "Haters Gone Hate", hvor han synger "Haters gonna hate, players gonna play".

Udover teksten er der ikke nogen umiddelbare ligheder mellem de to sange, men Graham holder fast i sit erstatningskrav alligevel.

- Hooket er det samme som mit. Hvis ikke jeg havde skrevet sangen "Haters Gone Hate", ville der ikke være en sang, der hed "Shake It Off", siger den vrede R&B-sanger til avisen Daily News.

Graham fortæller, at han først lagde mærke til ligheden, da han så Taylor Swift optræde på Ellen DeGeneres talkshow, og at han siden henvendte sig til Taylor Swifts pladeselskab, hvor han bad om at blive krediteret for hittet og om at få taget en selfie med sangerinden.

Da pladeselskabet ikke ville opfylde hans krav, besluttede han sig dog for at gå hårdere til værks og kræve økonomisk kompensation for det påståede tyveri.

- Først havde jeg ikke tænkt mig at gøre noget ved det, men det her er min sang helt igennem, fortæller Graham, der i dag leder en kirkeorganisation, der hedder "New Day Worldwide".

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.