Tandlæge lagt for had efter drab på populær løve
Løven Cecil blev nedlagt af en storvildtsjæger fra USA - derefter var det ham, der stod for skud.
Cecil var nationalparkens store pryd. Den 13 år gamle hanløve blev skudt ned med bue og pil af en tandlæge fra USA.
Cecil var nationalparkens store pryd. Den 13 år gamle hanløve blev skudt ned med bue og pil af en tandlæge fra USA. Foto: SCANPIX arkiv


En amerikansk tandlæge, der dyrker storvildtsjagt med bue og pil som sin store passion, er mildt sagt røget i bad standing på de sociale medier.

Til hverdag er det folks tænder, der optager Walter Palmer fra Minnesota. Men han holder også af at pløkke store dyr ned i bl.a. Afrika. Derfor var hans glæde stor, da han 1. juli med bue og pil nedlagde en stor hanløve under en storvildtsjagt i Zimbabwe. Han havde angiveligt betalt 340.000 kroner for at deltage i jagten.

Men tandlægen var tilsyneladende ikke klar over, at han ramte et nationalikon. Den 13-årige løve Cecil var kendt og elsket af allei det afrikanske land. Løven havde hjemme i Hwange National Park og blev angiveligt lokket ud af parken og skudt ned. Det rapporteres, at løven blev hårdt såret af pilen og så fundet, skudt og flået den følgende dag.

Flere medier fra USA og Storbritannien har i det seneste døgns tid skrevet, at det var tandlægen fra Minnesota, der nedlagde Cecil. Medierne har oplyst, at de har forskellige beviser i form af jagttilladelser med tandlægens navn på.

Og han er da også krøbet til bekendelse. I går sendte han et statement ud, hvor han forklarer sin version af sagen. Han skriver, at han ikke anede, at det var den populære løve, han skød.

Han understreger, at han selv troede, han var på en lovlig jagt med deltagelse af professionelle guides og alle tilladelser i orden.

"Jeg ikke er blevet kontaktet af myndighederne i Zimbabwe eller i USA om denne situation, men vil hjælpe dem med eventuelle forespørgsler, de måtte have," skriver han og kommer afslutningsvis med disse ord:

"Jeg beklager dybt , at min udøvelse af en aktivitet , jeg elsker og praktiserer på ansvarlig og lovlig vi, har resulteret i, at denne løve blev nedlagt."

Men undskyldningen virker ikke til at have effekt på de mange mennesker, der raser over tandlægen på de sociale medier. Det gør det ikke bedre, at han har yndet at lade sig fotografere ved siden af sit bytte.

Både ukendte og kendte har udtrykt deres afsky - der iblandt Arnold Schwarzeneggers datter, bloggeren Katherine Schwarzenegger, der på Twitter raser mod Walter Palmer (se deres tweets nederst i teksten). Rock-ikonet Ozzy Osbournes hustru Sharon Osbourne er også rasende på jægeren.

Det er lovligt at jage løver med både skydevåben i Sydafrika, Namibia, Zimbabwe, Mozambique og Tanzania. Jagt med bue og pil er lovligt i de samme lande med undtagelse af Tanzania.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.