Tak for kampen: Wozniacki og Obama i kærlig tennisduel
Caroline Wozniacki er kommet i fint selskab i Det Hvide Hus, hvor hun mandag spillede bold med USA's præsident.
Barack Obama og Caroline Wozniacki mødtes mandag til en tenniskamp i Det Hvide Hus.
Barack Obama og Caroline Wozniacki mødtes mandag til en tenniskamp i Det Hvide Hus. Foto: Pablo Martinez Monsivais/AP


Hun er vant til at stå overfor nogle af verdens bedste tennisspillere, men mandag var det en lidt usædvanlig modstander, der stod på den anden side af nettet.

Den amerikanske præsident havde nemlig inviteret tennis-darlingen, Caroline Wozniacki, til Easter Egg Roll, som hvert år fejres på plænen foran Det Hvide Hus anden påskedag.

Og der blev tid til en lille tenniskamp mellem den blonde dansker og sportsglade Barack Obama. I skjorte og lange bukser tog den amerikanske præsident imod Caroline Wozniacki på banen, og selvom der ikke blev talt point og dermed fundet en vinder, så virker verdensranglistens nummer fem til at være yderst tilfreds med sin dag.

- Jeg nød min kamp i dag, tak Hr. Præsident, skrev hun efterfølgende på sin Instagram-profil til et billede af hende og præsidenten, der venskabeligt krammer hinanden efter kampen.

Caroline Wozniacki var sammen med flere andre sportsstjerner inviteret til Det Hvide Hus for at sætte fokus på sundhed og motion blandt børn og unge.

Årets tema er #GimmeFive, som er igangsat af Michelle Obama, der udfordrer amerikanerne til at finde fem ting de gør for at spise bedre, være mere aktive og leve sundere.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.