Tænketank vil lade sygeplejersker slippe for topskat
Ikke kun de højtlønnede betaler topskat. Derfor er det kun rimeligt at hæve grænsen for topskat, mener Cepos.
Ifølge Mads Lundby Hansen, cheføkonom i Cepos, vil danskerne arbejde mere, hvis topskatten sænkes.
Ifølge Mads Lundby Hansen, cheføkonom i Cepos, vil danskerne arbejde mere, hvis topskatten sænkes. Foto: Joachim Adrian/Polfoto


Læger, direktører og andre med høje lønninger er ikke de eneste, der betaler topskat.

Den høje skattesats rammer også middelklassen, lyder det fra den borgerlig-liberale tænketank Cepos. Således betaler 5000 lærere og 5000 sygeplejersker topskat, oplyser tænketanken.

- Der er derfor al mulig grund til at gøre noget ved topskatten i den kommende skattereform, siger cheføkonom i Cepos Mads Lundby Hansen.

- Ved en forhøjelse af topskattegrænsen flyttes rigtig mange skolelærere og sygeplejersker helt ud af topskatten, siger han.

Reaktionen kommer, efter at Socialdemokraterne i Børsen fredag har afvist at hæve grænsen for, hvornår man skal betale topskat.

Grænsen er i dag på 467.300 kroner. Det vil sige, at personer, der tjener mere end det beløb, betaler 15 procent ekstra i skat af den del af lønnen, der ligger over grænsen.

I 2012 under S-R-SF-regeringen blev det aftalt gradvist at hæve topskattegrænsen, der på det tidspunkt var på cirka 390.000 kroner.

- Det er ærgerligt, at Socialdemokraterne ikke vil fortsætte sporet fra deres egen skattereform fra 2012, hvor de lettede topskatten, siger Mads Lundby Hansen fra Cepos.

Det er Cepos' overbevisning, at lettelser i topskatten vil få de 500.000 danskere, der betaler den højeste skat, til at arbejde mere.

- En mulighed er at øge topskattegrænsen. En anden mulighed og bedre mulighed er at reducere topskattesatsen, siger Mads Lundby Hansen.

Han forklarer, at ulempen ved blot at hæve topskattegrænsen er, at de, der tjener mest, i så fald fortsat betaler 56 procent skat af "den sidst tjente krone".

- Og der er også brug for, at de højtlønnede arbejder ekstra. Det taler til fordel for en lettelse i topskatteprocenten, siger Mads Lundby Hansen.

I efteråret inviterer regeringen til forhandlinger om en skattereform. Regeringen har en ambition om at sænke topskatteprocenten med fem procentpoint fra 15 til 10 procent. Det er skrevet ind i regeringsgrundlaget efter krav fra Liberal Alliance.

Men forhandlingerne ventes ikke at blive gnidningsfri.

På den ene side kræver Liberal Alliance lettelser i topskatten, hvis regeringen skal overleve. På den anden side er blandt andet Dansk Folkeparti meget skeptisk over for skattelettelser.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.