Lise Müller er næstformand i SF. Hun er uddannet sygeplejerske og blev kendt i offentligheden, da en facebookopdatering om dårligt arbejdsmiljø førte til en samtale med hendes øverste chef. Lise Müller er i dag tilknyttet hjemmesygeplejen. Hun har tidligere siddet i regionsrådet og arbejder i dag halv tid som sygeplejerske og halv tid som politiker.
VORES BESKÆFTIGELSESSYSTEM er indrettet til at æde mennesker op og spytte dem ud som affald, når de ikke kan bruges mere. Det går op for én, når man selv kommer i kontakt med det, enten via én selv eller ens venner eller pårørende. Når du bliver syg, er systemet indrettet til at slippe af med dig hurtigst muligt. Det er ikke meningen, du skal komme dig – eller jo, det skal du, men i et andet system.
Arbejdspladsen får refusion for lønnen de første 22 uger, man er sygemeldt. Naiv som jeg er, troede jeg, at det betød, at man faktisk havde 22 uger til at blive rask og at det samtidig friholdt arbejdspladsen for en stor økonomisk byrde. Men her tog jeg fejl. Det var måske den oprindelige tanke men siden er der gået snæver økonomisk tænkning i det. De offentlige arbejdspladser skal nedbringe deres sygefravær.
DET GØR DE bl.a ved at afskedige de syge. Og åbenbart helst så hurtigt som muligt. Hvorfor? Jo hvis lønnen i opsigelsesperioden kan dækkes af refusionen, ja så slipper de betydeligt billigere. Kan I se det? Incitamentet til at skille sig af med folk ligger lige til højrebenet.
Selvfølgelig er der arbejdsgivere, der ikke tænker sådan, men en stadig strammere økonomi, kan bringe selv rene hjerter til at tænke i de baner.
Jeg vil vove den påstand, at det for manges vedkommende bliver en dyrere foranstaltning for kommunen at afskedige dem (især hvis de var kommunalt ansatte). Godt nok for en anden kasse i kommunen, men alligevel. Hvis man fx er sygemeldt på grund af stress eller depression, hænger man i yderkanten af arbejdsmarkedet – og muligheden for at komme tilbage efter en fyring har svære udsigter: Det kræver overskud, selvtillid og ressourcer at kæmpe sig tilbage på trods af sygdom og en fyring i bagagen. Kort sagt, for mange vedkommende er det en definitiv afgang fra det almindelige arbejdsmarked, for mange rejser sig aldrig igen.
DET TIDSPUNKT hvor den syge egentlig mest har brug for at nogen træder til, ja det er det tidspunkt hvor e-boksen fyldes af indkaldelser til tjenestelige samtaler og til undersøgelser. Alene det, at håndtere det, er en bedrift i sig selv. Der er mange, der ikke har hverken netværk eller ressourcer til det, endsige til selv at opsøge hjælpen.
Jeg kan se det, når jeg kommer rundt som hjemmesygeplejerske. Jeg vil påstå at selvom vi behandler meget og nogle gange overbehandler folk, så er der en stor gruppe i samfundet, der ikke har adgang til behandling, ganske enkelt fordi de ikke har ressourcer til at kæmpe sig frem til bordet.
Det er i høj grad mennesker med psykiske lidelser, såsom angst og depression, smertetilstande og måske mere uspecifikke symptomer. Der findes ikke behandlingstilbud nok. Derudover er disse sygdomme så omfattet af tabu og fordomme, at mange tier stille.
OG DE LÆGER, sygeplejersker, psykologer og socialrådgivere og mange andre faggrupper, der skulle behandle dem, har rigeligt at gøre med at leve op til alverdens behandlingsgarantier og måltal til, at der for alvor bliver gjort plads til de mest udsatte, de mest syge. Nogen vil måske anføre at det er jo bare at tage telefonen at ringe.
Men nej, alene det at finde frem til det rigtige sted kan være en jungle.
Jeg synes det er så ligetil, at sparker man til mennesker, der ligger ned, så rejser de sig aldrig igen og derfor så undrer det mig, med de mange historier om, hvor ødelæggende beskæftigelsessystemet er for mennesker, at der er så få, der for alvor vil gøre op med det.
DET UNDRER MIG også, at mennesker så hurtigt bliver et tal i et regneark, at man ser bort fra, hvad der sker med det menneske på længere sigt. Var det det klogeste at fyre vedkommende? Er det smart at gøre adgangen til behandling så svær? Og hvad gemmer der sig bag de fine tal i kolonnerne, som man stolt får fremvist som resultater? '
Jeg kan ihvertfald sige som hjemmesygeplejerske, at bag murene og gardinerne sidder der mange skæbner, alene og uden reelle muligheder for at ændre deres liv. De blev spyttet ud som affald, da samfundet ikke kunne bruge dem mere. Det er både kortsigtet og uordentligt.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.