Svømmestjerne svømmede fra 3000 rundt om Christiansborg
Rekordmange deltog ved svømmearrangementet Christiansborg Rundt. Lotte Friis blev hurtigste svømmer.
Udover at være en stor svømmebegivenhed markerede stævnet Christiansborg Rundt samtidig, at vandet i København er så rent, at man kan svømme i det. (Miriam Dalsgaard/POLFOTO)
Udover at være en stor svømmebegivenhed markerede stævnet Christiansborg Rundt samtidig, at vandet i København er så rent, at man kan svømme i det. (Miriam Dalsgaard/POLFOTO) Foto: MIRIAM DALSGAARD/POLFOTO


Landets parlament var bogstavlig talt i centrum, da knap 3300 svømmere uden held forsøgte at følge med stjernen Lotte Friis i Dansk Svømmeunions åbne arrangement Christiansborg Rundt.

I hold af 65 blev svømmerne sendt ud på en to kilometer lang rute rundt om Christiansborg, der blandt andet tog dem forbi Den Sorte Diamant.

På den rute kunne ingen af svømmerne hamle op med Lotte Friis, der på 22 minutter og 13 sekunder stjal den hurtigste tid.

Den hurtigste mandlige tid stod Daniel Skaaning for. Han skulle bruge 22 minutter og 26 sekunders svømmetag, før han havde svømmet rundt om Christiansborg.

Christiansborg Rundt arrangeres med støtte fra TrygFonden og afholdtes for niende gang. Antallet af deltagere har dog aldrig været over 3000 før i år.

Den store begejstring for arrangementet har allerede fået Dansk Svømmeunion til at overveje at udvide forud for næste år.

- Jeg glæder mig allerede nu til at begynde planlægningen af næste års udgave. Hvis interessen fortsat stiger, bliver vi nødt til at tænke i eksempelvis en vandfestival over to dage, siger Dansk Svømmeunions udviklingschef, Morten Hinnerup.

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), åbnede lørdag morgen klokken ni arrangementet, der blev afholdt i optimale vejrforhold.

Derefter blev der sendt svømmere i vandet hver femte minut, indtil sidste hold klokken halv fire om eftermiddagen var sendt ud på ruten.

Arrangementet blev kun afbrudt af Krüger Stafetterne, hvor hold af fire dystede om titlen som hurtigste hold. Vinderne blev LF Svim i tiden 22 minutter og 57 sekunder. De slog blandt andet TrygFondens eget hold bestående af livreddere.

Der blev også tildelt en pris til svømmearrangementets ældste deltagere. Her blev Elisabeth Schubert på 72 år og Sune Frederiksen på 80 år hyldet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.