Sverige har genoprettet forhold til Saudi-Arabien
Löfven er tavs om, hvorvidt forholdet til Saudi-Arabien er blevet genoprettet med undskyldning.


Sveriges regering vil ikke sige, om den måtte bede Saudi-Arabien om en undskyldning for at en diplomatisk strid med landet kunne blive bragt til en afslutning.

Den saudiarabiske ambassadør er på vej tilbage til Stockholm, og forholdet mellem de to lande er normaliseret igen.

Hverken den svenske udenrigsminister, Margot Wallström, eller statsministeren, Stefan Löfven, vil sige, hvorvidt svenskerne bad om en undskyldning for at få afsluttet den diplomatiske konflikt.

Striden blev udløst, da Saudi-Arabien tidligere i denne måned nægtede at lade Wallström holde en tale på et topmøde i Den Arabiske Liga. Hun havde kort forinden kritiseret saudiaraberne for at undertrykke menneskerettighederne.

- Jeg trækker ikke mine udtalelser om demokrati og menneskerettigheder tilbage, understreger Wallström.

Ifølge det svenske nyhedsbureau TT har et brev fra kong Carl Gustaf og statsminister Löfven spillet en vigtig rolle i det forløb, som har afsluttet konflikten.

- Vi kan bekræfte, at kongen efter en forespørgsel fra regeringen, sendte et brev, som blev leveret til den saudiarabiske konge, siger informationschefen ved det svenske hof, Margareta Thorgren.

Kilder i det svenske udenrigsministerium siger, at kong Carl Gustaf blev ringet op af Saudi-Arabiens kong Salman fredag aften. Det blev her meddelt, at den saudiarabiske ambassadør ville vende tilbage til Stockholm.

- Vi har fået opklaret en mulig misforståelse, om at vi skulle have fornærmet islam, hvilket er noget, vi aldrig har gjort, siger Löfven.

Den svenske regering siger videre, at Saudi-Arabien er et indflydelsesrigt land. Derfor er det vigtigt for os at for os at genoprette de bilaterale forbindelser, siger Wallström.

Wallström kritiserede i Riksdagen blandt andet undertrykkelse af kvinder i det store arabiske land.

- Det er indlysende, at den politik, der føres i Saudi-Arabien, langt fra er en feministisk politik. Fremfor alt krænkes kvinders rettigheder, sagde hun.

Sverige har besluttet ikke at forlænge en aftale om våbensalg til Saudi-Arabien, der er nummer syv på listen over Sveriges største våbenmarkeder.

/ritzau/TT

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.