Svenske myndigheder: Vi registrerer heller ikke flygtninge
Sveriges statsminister kritiserer Danmark, men nu erkender svenske myndigheder selv manglende registreringer.


At dansk politi siden onsdag har opgivet at registrere mange hundrede flygtninge og ladet dem rejse videre til Sverige, har den svenske statsminister, Stefan Löfven, kaldt "beklageligt".

Fredag aften erkender den svenske udlændingestyrelse imidlertid, at man i Sverige gør nøjagtig det samme som i Danmark.

- Man kan vel sige, at konsekvensen bliver den samme. Personer her, som ikke vil søge asyl i Sverige, drager videre til andre lande, uden at de stoppes på vejen, siger Migrationsverkets pressechef, Fredrik Bengtsson, til det svenske nyhedsbureau TT.

- Frem for alt rejser de til Finland og Norge, siger pressechefen, som fortæller, at det angiveligt drejer sig om flere hundrede personer i løbet af den seneste uge.

Meldingen står i skarp kontrast til en udtalelse fra Stefan Löfven.

- Alle lande skal følge Dublin-forordningen, og det indebærer, at alle lande skal registrere flygtninge. Det er sådan, vi agerer i Sverige, og vi tænker at følge reglerne, lød det torsdag fra Löfven.

I Migrationsverket fastslår Fredrik Bengtsson, at det er politiets opgave at håndtere de mennesker, der ikke ønsker at lade sig registrere.

- Migrationsverket hverken kan, skal eller har mandat til at tvinge mennesker til at registrere sig, når de kommer til Sverige. Derimod er vi vældigt tydelige med at sige, at hvis de ikke lader sig registrere, så bliver det et ærinde for grænsepolitiet, for så befinder man sig i Sverige illegalt.

Hos det svenske grænsepoliti fastslår gruppechef Per Löwenberg, at politiet kun har grebet ind ganske få gange.

- Politiet kan tage dem i varetægt. Men vi har gået ud og sagt, at det skal anvendes restriktivt, siger han.

/ritzau/TT

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.