Svensk lovforslag vil sende svensk politi til Danmark
Kan nordiske betjente krydse grænser, vil det være en hjælp for især landdistrikterne ifølge svensk minister.
Svensk politi skal fra og med næste år kunne samarbejde tættere med politiet i de andre nordiske lande, siger Sveriges indenrigsminister til Sveriges Radio.
Svensk politi skal fra og med næste år kunne samarbejde tættere med politiet i de andre nordiske lande, siger Sveriges indenrigsminister til Sveriges Radio. Foto: Colourbox/Arkivfoto/Free


Svensk politi skal fra og med næste år kunne samarbejde tættere med politiet i de andre nordiske lande.

Det betyder, at eksempelvis dansk politi skal kunne håndhæve loven på svensk grund efter svensk ordre.

Omvendt skal svensk politi kunne arbejde på den anden side af grænsen til de øvrige nordiske lande, rapporterer Sveriges Radio.

Tiltaget er særligt vigtigt for landdistrikterne, mener den svenske indenrigsminister, Anders Ygeman.

Han nævner den lille nordsvenske by Haparanda, der ligger ved grænsen til Finland som eksempel på et sted, hvor det kunne blive aktuelt.

Hvis der sker noget i Haparanda, og "den nærmeste patrulje er finsk, og den kan gribe ind", vil det ifølge ministeren være oplagt.

Det samme vil gælde i det omvendte tilfælde, hvor en svensk politibil skal kunne køre ind i Finland.

- Det kan også handle om, at man patruljerer sammen med en betjent fra hvert land, siger Ygeman til Sveriges Radio.

Indenrigsministeren vil fremlægge et lovforslag i løbet af i år, og ændringen kan træde i kraft fra næste år.

/ritzau/TT

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.