Svensk håndboldstjerne er knæskadet og går glip af OL
Sveriges håndboldkvinder mister en vigtig spiller til både OL og EM i år, efter at Johanna Ahlm er meldt ude.
Johanna Ahlm (til højre) går glip af OL og EM på grund af en knæskade.
Johanna Ahlm (til højre) går glip af OL og EM på grund af en knæskade. Foto: Lee Jin-man/AP


Den svenske håndboldstjerne Johanna Ahlm, der i de seneste syv sæsoner har spillet i Danmark, har pådraget sig en korsbåndsskade i det ene knæ og misser både OL i Rio og EM på hjemmebane i december.

Bagspilleren beskadigede sit ene korsbånd under en træning i torsdags og bliver ikke klar til OL-turneringen i håndbold i august. Hun skal i stedet opereres i august.

- Lige nu føles det utrolig tungt. Jeg så virkelig frem til at spille ved OL, siger Ahlm ifølge Aftonbladet.

Ahlm pådrog sig skaden under en duel til træning med landsholdet. Hun når heller ikke at blive klar til EM i Sverige i december.

- Jeg fik et lille vrid i knæet. Det var ikke en hård duel, det føles mere som rent uheld, forklarer Ahlm i en pressemeddelelse.

Den 28-årige stamspiller har spillet 141 landskampe og været en central brik på det svenske landshold i en årrække.

Efter syv sæsoner i den bedste danske håndboldliga i klubber som Viborg HK, Team Esbjerg og senest FCM Håndbold skiftede Ahlm til den svenske klub Sävehof fra og med den kommende sæson.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.