Suveræn dansker spiller sig ind i medaljekampene ved OL
Viktor Axelsen havde ingen problemer med Rajiv Ouseph og møder Chen Long i semifinalen på fredag.
Viktor Axelsen har levet op til sin seedning og er blandt de fire bedste i OL-turneringen.
Viktor Axelsen har levet op til sin seedning og er blandt de fire bedste i OL-turneringen. Foto: Jens Dresling/Polfoto


Der er Lee Chong Wei, der er Lin Dan, der er Chen Long, og så er der danske Viktor Axelsen.

Som den sidste af badmintonranglistens fire øverste spillere indløste danskeren onsdag eftermiddag billet til OL-semifinalerne ved stensikkert at besejre briten Rajiv Ouseph med 21-12, 21-16.

Dermed kommer cremen af verdenstoppen til at fordele medaljerne imellem sig, og de kommende dage i badmintonhallen tegner uhyre spændende.

Viktor Axelsen skal fredag op imod andenseedede Chen Long - en frygtindgydende modstander, der fører 7-1 i indbyrdes opgør, men Axelsen vandt den seneste gang, de to stod over for hinanden ved sæsonfinalerne i Dubai før jul.

Med højlydt tilskueropbakning i ryggen havde dansk badmintons nyeste verdensstjerne fuld kontrol over forestillingen mod Ouseph, der fra start blev trængt i defensiven.

Axelsen tog hurtigt en komfortabel 8-2-føring, og den overmatchede modstander virkede, som om han ikke rigtig troede muligheden for at skabe sensationen.

At danskeren mod slutningen af første sæt blev lidt ukoncentreret og misbrugte en stribe sætbolde, gjorde at det fuldstændig ensidige sæt fik lidt mere jævnbyrdige cifre end nødvendigt.

I andet sæt kom Axelsen over på banens "dårlige" side, hvor spillerne generelt har sværere ved at ramme linjerne, men efter lige at have følt sig frem, genvandt danskeren det tunge initiativ.

Briten havde det svært med den 22-årige fynbos næsten lodrette smash og kom aldrig ind i nogen rytme.

Axelsen skaffede sig fem matchbolde med en netruller og afgjorde kampen i andet forsøg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.