Supermodel stopper: Vil undgå kamp mod datter
Snart runder hun et skarpt hjørne, og så er det helt slut med at posere. Cindy Crawford sætter nu det endelige punktum for modelkarrieren.
Modelveteranen med den karakteristiske skønhedsplet ved læben stopper karrieren efter mere end 20 år i branchen.
Modelveteranen med den karakteristiske skønhedsplet ved læben stopper karrieren efter mere end 20 år i branchen. Foto: Ap/JOEL RYAN/INVISION/AP


Efter mere end 20 år som en af verdens hotteste supermodeller er det helt slut. Cindy Crawford har valgt at stoppe modelkarrieren på sin 50-års fødselsdag. Det skriver United Airlines' Rhapsody Magazine ifølge Bang Showbiz.

Dermed vil det efter den 20. februar i år kun være for fornøjelsens skyld, når den amerikanske skønhed poserer foran kameraet.

Beslutningen om at sætte det endelige punktum kommer efter, at modelveteranens datter Kaia har underskrevet en kontrakt med IMG Models.

- Jeg vil ikke konkurrere med min 14-årige datter, for den konkurrence ville jeg tabe, siger Cindy Crawford til magasinet.

Modellen, der er ud over 14-årige Kaia også er mor til Presley på 16 år, vil hellere omfavne at blive ældre i stedet for at fortsætte med at prøve at genopfinde sig selv.

I 2000 annoncerede den tidligere supermodel, at hun ikke længere ville arbejde på fuld tid foran kameraet og på catwalken. Men nu føler Cindy Crawford, at hun har nået det, hun skulle i sin karriere.

- Jeg har arbejdet med alle disse fantastiske fotografer. Hvad mere behøver jeg at gøre? Jeg har ikke lyst til at blive ved at skulle bevise mit værd, siger skønheden, der er gift med iværksætteren Rande Gerber.

Selv om Crawfords lange ben ikke længere vil være at finde på catwalken, er hun dog ikke bleg for at sende et par rosende ord med på vejen til sine modne kolleger. Ifølge den snart pensionerede topmodel er der nemlig nogle, der formår at ældes med ynde, ligesom hun gerne selv vil.

- Jane Fonda og Helen Mirren ser fantastiske ud og passende for deres alder. De prøver ikke at ligne nogen på 30 år, siger modellen med den karakteristiske skønhedsplet ved munden som sit varemærke.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.