Ja, nej... eller måske?
Det kan nogle gange godt blive svært for Joachim B. Olsen at holde styr på knapperne, når der skal stemmes om lovforslag i Folketinget, skriver Metroexpress idag.
Det har nu givet ham en førsteplads i at stemme forkert. Hele seks gange har han ramt den forkerte knap, viser en ny opgørelse foretaget af hjemmesiden Parlamentet.dk
Ifølge ham selv er pølsefingrene ikke hurtige nok til at følge med, når det går rigtig stærkt.
Forvirringen sker nemlig især når politikerne skal stemme om en lang række lovforslag efter hinanden. Når listerne bliver lange er det svært at holde styr på, hvad partierne vil stemme til de forskellige forslag.
Så kan et "ja" nemt blive til "nej" hvis man ikke passer på.
På en andenplads ligger partifællen Merete Riisager, der kom med en løsning.
"Vi kæmpede med det, men så tog vi os selv i kraven, for det bør selvfølgelig ikke ske. Så vi lavede en bødekasse, det er faktisk ikke sket siden," fortæller hun til Metroexpress.
Ifølge Folketingets lovsekretariat, bliver afstemningen annulleret, hvis stemmerne har en betydning for udfaldet. Det har de dog sjældent.
Kilde: Metroexpress