Et stigende antal unge kvinder får brug for psykologhjælp og rådgivning til at klare livet som studerende.
Både psykologer, studievejledning og hos private behandlere oplever man lige nu ekstremt mange henvendelser fra kvindelige studerende.
"Jeg får markant flere opkald fra kvindelige studerende, end jeg plejer. De er ikke sygemeldte, men de har det skidt, fordi de har svært ved at få studie, arbejde, kæreste og venner til at hænge sammen", siger Bettina Belmadani, coach og master i voksenpædagogik, der behandler stress og angst hos unge.
"Jeg har arbejdet med unge i mange år, der har aldrig været så mange som nu," siger hun.
Dobbelt så mange beder om gratis hjælp
Det kan man også mærke i Studenterrådgivningen, der tilbyder gratis psykologhjælp til studerende på korte og mellemlange uddannelser.
Her antallet af henvendelser fra studerende fordoblet siden 2000, og alene i 2012 bad 5.309 studerende om hjælp fra en psykolog.
Heraf var tre ud af fire kvinder.
"Det er ofte de dygtige og velbegavede piger, der henvender sig. De er perfektionister, der bærer rundt på en farlig cocktail af mange forskellige og enormt høje forventninger til egen formåen," siger Sten Kruse Blinkenberg, direktør i Studenterrådgivningen.
Rune Mastrup Lauridsen uddanner vejledere landet over i at hjælpe studerende. Ifølge ham ender flere studerende hos psykologen, fordi de studerende bliver stadigt yngre.
Hurtigere end mændene til at bede om hjælp
"Hvis man er 19 år, og aldrig har mistet sin taske i Thailand, så har man ikke oplevet, at man nok skal klare sig, selv om man umiddelbart er havnet i suppedasen," siger Rune Mastrup Lauridsen, vejledningsfaglig konsulent på Syddansk Universitet.
Men den store stigning kan også forklares ved, at kvinder er hurtigere end deres mandlige læsekammerater til at indse, når de har brug for hjælp.
"De mandlige studerende ser vi desværre først når lokummet brænder, og de har brugt alle eksamensforsøgene og hele SU'en," siger Rune Mastrup Lauridsen.
Men Rune Mastrup Lauridsen tilføjer dog, at kvinderne i højere grad end mændene, lider under det forventningspres, der i dag er forbundet med at læse til advokat eller sygeplejerske.
"Kvinderne er rigtig gode til at presse sig selv, og ikke så gode som mændene til at sige ‘skidt pyt’, hvis de får en dårlig karakter," siger Rune Mastrup Lauridsen.
- 2000: 2625
- 2001: 2959
- 2002: 3124
- 2003: 3772
- 2004: 3962
- 2005: 4231
- 2006: 4055
- 2007: 3698
- 2008: 4117
- 2009: 4271
- 2010: 4729
- 2011: 4864
- 2012: 5309
Kilde: Studenterrådgivningen