Stort fald i antallet af indbrud og tyverier
Tyveknægte har ikke benyttet af sig, at politiet var optaget af store indsatser i København og på Bornholm
Der er sket store fald i antallet af røveri, indbrud og tyverier i årets første seks måneder, siger politiet
Der er sket store fald i antallet af røveri, indbrud og tyverier i årets første seks måneder, siger politiet Foto: Pressefoto Rigspolitiet/free


Færre end tidligere udsættes for generende og grimme oplevelser med indbrud og røveri.

I årets første seks måneder er antallet af anmeldelser om den slags kriminalitet faldet voldsomt.

Dykket er på 16,4 procent i forhold til første halvår 2014, når det gælder indbrud i private hjem.

Og samtidig er der et fald i antallet af røverier på 16,1 procent, mens almindelige tyverisager er dalet med 15 procent.

Det er Rigspolitiet, som tirsdag fortæller om udviklingen - og den er glædelig, lyder det fra rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg i en pressemeddelelse.

- Ikke mindst fordi vi i samme periode har lagt store kræfter i de særlige indsatser i København og på Bornholm, siger Højbjerg.

Dermed henviser han til den omfattende bevogtning efter skudattentaterne ved Krudttønden og synagogen i hovedstaden samt til de store sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med Folkemødet.

Mens de såkaldte berigelsesforbrydelser som nævnt er faldet markant, er der ikke rigtigt sket noget, når det gælder vold.

Her er antallet af anmeldelser stort set uændret i forhold til samme periode i 2014.

Godt 6500 gange fik politiet en anmeldelse om vold i de seks måneder.

Indbrud i private hjem er kommet ned på cirka 17.000 tilfælde.

Tyverierne fylder dog mest i statistikken. Dem var der 86.000 af i de seks måneder.

Set under ét er den anmeldte kriminalitet faldet med 5,8 procent, oplyser Rigspolitiet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.