Storebæltsbroen åbner efter stormen Gorm
Både den gamle og nye lillebæltsbro åbner for biltrafik efter flere timers lukning. Også andre broer åbner.
Stormen Gorm ramte Vestkysten søndag aften og oversvømmede havnen i Hvide Sande. Et legehus er lettet og fløjet ind i nogle biler.
Stormen Gorm ramte Vestkysten søndag aften og oversvømmede havnen i Hvide Sande. Et legehus er lettet og fløjet ind i nogle biler. Foto: ASTRID DALUM/POLFOTO


Storebæltsbroen kunne søndag aften ved 22.30-tiden genåbnes, efter at biltrafikken i halvanden times tid havde været lukket i begge retninger på grund af stormen Gorm og risikoen for vindstød af orkanstyrke.

Det oplyser Sydsjællands Politi.

Også de to lillebæltsbroer kunne åbne igen. Både den gamle og den nye lillebæltsbro lukkede klokken 19 og nåede at være biltomme i tre en halv time, mens stormen rasede.

Og flere af de andre broer begyndte også så småt at åbne igen sent søndag aften. Fyns Politi meldte klokken 23.00 på Twitter, at Svendborgsundbroen og Langelandsbroen blev genåbnet.

Dog gør politiet opmærksom på, at høje, lette køretøjer er undtaget frem til midnat.

Øresundsbroen er stadig lukket, men forventes at åbne klokken 01 natten til mandag.

Flere steder i landet har Gorm skabt trafikale problemer. Alle S-tog er blevet indstillet og flere toge kører med forsinkelser. På Fyn strandede to toge i Ringe på grund af væltede træer.

I Aarhus blev al bustrafikken tidligere indstillet i midtbyen, men busserne kører nu sidst på aftenen igen.

I hovedstaden kører metroen med nedsat hastighed, ligesom passagerne kan risikere flere gange at skulle skifte.

Også flytrafikken har været berørt af stormen, hvor flyafgange har været ramt af forsinkelser.

Stormen har sent søndag aften sluppet sit tag i Jylland, mens Københavns Politi stadig fraråder al unødig udkørsel.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.