Stolt Ancelotti hylder Real-spillere
Real Madrid-træner Carlo Ancelotti er svært imponeret af sit hold, der bare vinder og vinder.
Real Madrid-spillerne jubler efter Karim Benzemas 1-0-scoring mod Malaga lørdag aften.
Real Madrid-spillerne jubler efter Karim Benzemas 1-0-scoring mod Malaga lørdag aften. Foto: Daniel Tejedor/AP


16 sejre på stribe.

Real Madrid har haft mange store hold gennem årene, men ingen af dem har præsteret, hvad det nuværende kuld klarede med en 2-1-sejr i Malaga lørdag aften: at vinde 16 kampe i træk.

Træner Carlo Ancelotti er manden, der har formet det frygtindgydende kollektiv, men han sender alle roserne for den bedrift videre til sine spillere.

- Jeg vil blive tilskrevet den rekord, men i virkeligheden er jeg bare heldig at være træner for et fantastisk hold med fantastiske spillere i en fantastisk klub, siger Ancelotti ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det var Karim Benzema, der sparkede Real Madrid på vej mod rekorden ved at score til 1-0 i Malaga, inden Gareth Bale afgjorde det hele med sin 2-0-scoring i kampens slutfase.

Dermed har holdet på stribe vundet 10 kampe i Primera Division, fem i Champions League og en enkelt i den spanske pokalturnering.

- Jeg er fuld af beundring for disse spillere, der gør det utrolig godt. Men vi er nødt til at fortsætte på samme måde, for sæsonen er meget lang, siger Carlo Ancelotti.

Real Madrid skal i aktion igen på tirsdag i pokalturneringen, og her skulle der være gode muligheder for at udbygge rekorden.

Opgaven er nemlig en returkamp mod UE Cornellá fra Segunda Division B, den tredjebedste række. Real Madrid vandt den første kamp på udebane med 4-1.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.