Danfoss-bossen Jørgen Mads Clausens opsigtsvækkende brev til integrationsminister Inger Støjberg om problemerne med den danske udlændinge- og integrationslovgivning er først kommet Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet i hænde fredag.
Det oplyser ministeriet til Avisen.dk.
Ifølge ministeriet modtog man aldrig brevet fra Jørgen Mads Clausen, fordi Danfoss ved en fejl kom til at sende brevet til den mailadresse, som Inger Støjberg brugte som folketingsmedlem, og altså ikke til den hun bruger som minister.
Ministeriet er derfor først fredag blevet bekendt med indholdet i henvendelsen fra Jørgen Mads Clausen. Ministeriet oplyser desuden, at man "naturligvis vil svare på henvendelsen fra Jørgen Mads Clausen".
Kunne ikke finde brevet
Tidligere fredag oplyste ministeriet til Avisen.dk, at man muligvis ikke havde svaret på brevet på grund af sommerferie. Det lykkedes dog ikke at finde frem til brevet i ministeriet, da man efterfølgende ledte efter det.
Herefter kontaktede man Danfoss, der måtte beklage, at brevet altså var sendt til Inger Støjbergs folketingsadresse.
Ministeriet oplyser videre til Avisen.dk, at denne mail-indbakke ikke bliver tjekket dagligt, og at der desuden er et autosvar slået til, som fortæller, at al henvendelse skal ske til ministeriet.
Samme brev blev 3. august sendt til Folketingets Udlændinge- Integrations- og Boligudvalg. Herfra får Inger Støjberg ikke tilsendt post.