Støjberg vil lempe reglerne for studerende udlændinge
Flere udlændinge er udvist på grund af for meget arbejde. Nu vil regeringen gøre op med "rigide" regler.
Inger Støjberg er klar til at lempe reglerne for udlændinge, der arbejder under deres studieophold i Danmark.
Inger Støjberg er klar til at lempe reglerne for udlændinge, der arbejder under deres studieophold i Danmark. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix


Regeringen vil nu lempe reglerne for, hvornår studerende udlændinge skal udvises på grund af for meget arbejde.

Det skriver Politiken fredag.

I flere tilfælde er udlændinge blevet udvist af myndighederne, fordi de har arbejdet for meget ved siden af studiet.

Det er sket, selv om et flertal i Folketinget helst så dem blive.

- Fremover kommer vi til at skelne mellem alvorlige overtrædelser og de overtrædelser, hvor man kan sige, at det ikke er af alvorlig karakter, siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) til Politiken.

I dag må studerende fra tredjeverdenslande med undtagelse af sommermånederne kun arbejde 20 timer om ugen i gennemsnit. Ellers bliver de udvist.

Ifølge de nye regler skal myndighederne hver tredje måned tjekke, om de studerende har arbejdet for meget. I givet fald foretages der en konkret vurdering af omfanget og karakteren af overtrædelsen.

Alvorlige tilfælde defineres i forslaget som sager, hvor de studerende har arbejdet uden arbejdstilladelse. Det kan også være, hvis de har arbejdet mindst 30 timer om ugen.

Flere partier støtter op om lempelsen, heriblandt De Radikale, Enhedslisten og Socialdemokratiet.

- Vi har brug for at tiltrække dygtig udenlandsk arbejdskraft. Så dur det jo ikke, at vi fuldstændigt rigidt smider folk ud, hvis de kommer til at arbejde en time eller to for meget, siger udlændingeordfører Dan Jørgensen (S).

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.