Støjberg til EU: Danmark er klar til transportøransvar
Danmark er parat til at indføre transportøransvar, hvis det er nødvendigt for at dæmpe asyltal.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har orienteret EU-Kommissionen samt Sverige og Tyskland om, at Danmark er parat til at indføre transportøransvar, hvis det er nødvendigt for at holde asyltallet nede.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har orienteret EU-Kommissionen samt Sverige og Tyskland om, at Danmark er parat til at indføre transportøransvar, hvis det er nødvendigt for at holde asyltallet nede. Foto: JØRGENSEN JAKOB/JAKOB JøRGENSEN


Danmarks udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har på et møde i Bruxelles gjort det klart for EU-Kommissionen og nabolandene Sverige og Tyskland, at Danmark er parat til at indføre transportøransvar, hvis man skønner, det er nødvendigt.

Dermed tager den danske regering endnu et forberedende skridt til at skærpe den midlertidige grænsekontrol, som i første omgang løber ti dage.

På et fælles pressemøde med EU-kommissæren for migration, Dimitris Avramopoulos, samt repræsentanter for Tyskland og Sverige, siger Inger Støjberg:

- Jeg har orienteret kommissionen og landene om den danske beslutning om at introducere midlertidig grænsekontrol, og at vi indtil videre ikke har introduceret transportøransvar.

- Men vi følger situationen time for time, og hvis det bliver nødvendigt, så vil vi introducere transportøransvar. Det kan ske med kort varsel. Danmark ønsker ikke at blive endestation for tusindvis af asylansøgere, siger den danske minister.

Et flertal i Folketinget har allerede vedtaget den nødvendige lovgivning, der kan pålægge transportører som DSB og Deutsche Banh at tjekke rejsendes pas og visum.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fastslog dog mandag i forbindelse med indførelsen af den midlertidige grænsekontrol, at omkostningerne ved at indføre transportøransvar lige nu er for store.

Tyskland vil nemlig indtil videre ikke medvirke. Og det kan betyde, at den offentlige trafik mellem Danmark og Tyskland vil blive indstillet, hvis Danmark alligevel indfører transportøransvar.

Danmark arbejder dog på at få en aftale i stand med Tyskland, som vil ligne den som Danmark har med Sverige. Den betyder, at DSB og rederierne på dansk grund siden mandag har tjekket legitimation hos de personer, som ønsker at rejse ind i Sverige.

Det betyder transportøransvar
  • Et flertal i Folketinget vedtog en lov om det såkaldte transportøransvar i december.
  • Det skal sikre, at trafikoperatører - som eksempel tog-, bus- og færgeselskaber - der fragter passagerer på tværs af de danske grænser, kontrollerer "rejselegitimation og visum" for udlændinge under midlertidig grænsekontrol.
  • Transporterer operatørerne passagerer uden legitimation og visum til Danmark fra et andet Schengen-land, skal de kunne straffes.
  • Transportøransvar gælder også i Norge og Sverige.
  • Forslaget om transportøransvar blev hastebehandlet og vedtaget af Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.
  • Enhedslisten, Alternativet, Det Radikale Venstre og SF stemte imod.

Kilde: Skriftlig fremsættelse af L 74

UDVID

Det var Dimitris Avramopoulos, der inviterede Danmark, Sverige og Tyskland til mødet om flygtningekrisen og Schengen-samarbejdet i Bruxelles onsdag.

Indbydelsen kom dagen efter, at Danmark indførte midlertidig grænsekontrol på den dansk-tyske grænse, og Sverige indførte det såkaldte transportøransvar med id-kontrol af alle indrejsende ved den dansk-svenske grænsen.

EU-Kommissionen har allerede fastslået, at den ti dage lange danske grænsekontrol og den svenske kontrol er inden for Schengenreglerne.

Sveriges justits- og migrationsminister Morgan Johannson vil i slutningen af januar komme til København for at diskutere grænsekontrollen med Inger Støjberg.

Efter mødet i Bruxelles med Danmark, Tyskland og EU-Kommissionen udtaler han:

- Vi har haft et godt samarbejde med Danmark omkring id-kontrollen. Vi vil fortsætte med dette tætte samarbejde.

- Vi er alle enige om, at de nødvendige tiltag, vi er blevet nødt til at tage, ikke skal vare længere end nødvendigt. Vi vil gerne have fri bevægelighed i EU, siger Morgan Johansson.

Han tilføjer, at EU-landene skal holde fast i princippet om, at indrejsende skal søge om asyl i det første EU-medlemsland, de kommer til.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.