Støjberg om forslag fra imamer: Danske værdier kan ikke gradbøjes
Muslimske organisationer vil lave en dansk version af islam. Men de går ikke langt nok, mener ministeren.
Hvis man bor i Danmark, skal man efterleve de danske værdier, siger Inger Støjberg (V). Ministeren mener ikke, at muslimske organisationer tager kraftigt nok afstand fra undertrykkelse af kvinder. (Arkivfoto)
Hvis man bor i Danmark, skal man efterleve de danske værdier, siger Inger Støjberg (V). Ministeren mener ikke, at muslimske organisationer tager kraftigt nok afstand fra undertrykkelse af kvinder. (Arkivfoto) Foto: Johansen Linda/Polfoto/Polfoto


Tre danske imamer, som i en kronik i Jyllands-Posten opfordrer til at skabe en dansk version af islam, tager ikke klart nok afstand fra stening og kvindeundertrykkelse.

Sådan lyder meldingen fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), som frygter, at et nyt manifest om dansk islam blot vil være flotte formuleringer uden reelt indhold.

- Når man lever og bor i Danmark, så skal man efterleve det værdisæt, man har her. Det er ikke til diskussion, og det kan ikke gradbøjes, siger ministeren.

De danske værdier, som ministeren fremhæver, er ytringsfrihed, religionsfrihed og ligestilling mellem kønnene.

De tre imamer skriver i kronikken i Jyllands-Posten, at koranens ord skal kunne omsættes til den situation, man befinder sig i, og at de skal give mening i moderne tid. Muslimer skal kunne forene deres tro med de skrevne og uskrevne love og normer i Danmark.

Men ministeren mener ikke, at imamerne går langt nok i deres kritik af de holdninger om blandt andet stening, som TV2 ved hjælp af skjult kamera har dokumenteret, at en række imamer i Aarhus prædiker.

- Generationer før os har lagt et fundament af frihedsrettigheder, som betyder, at man kan leve, fuldstændig som man vil. Når man lever og bor i Danmark, skal man efterleve det værdisæt fuldstændigt, siger Inger Støjberg.

Giver frihedsrettighederne ikke netop lov til at være imod frihedsrettighederne?

- Man kan være imod frihedsrettighederne, men man kan ikke slå hul på fundamentet. Vi har ligestilling mellem kønnene, og det er ikke til debat, siger ministeren, som ikke mener, det er tilstrækkeligt, at imamerne i kronikken slår fast, at dansk lov skal følges.

- Vi kan desværre se, at der i en række moskeer bliver rådgivet mod ligestilling. Det kan man ikke have i Danmark, siger hun, men understreger at mange muslimer har taget danske værdier til sig.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.