Inger Støjberg helt privat: Dette ændrede mit liv for altid
I et interview med Kristeligt Dagblad fortæller integrationsministeren om sin familie og det, der ændrede hendes livsbane.
"Stik ikke næsen for langt frem," lød der formanede fra Inger Støjbergs forældre, da hun var barn. Hun lyttede ikke helt til dem ...
"Stik ikke næsen for langt frem," lød der formanede fra Inger Støjbergs forældre, da hun var barn. Hun lyttede ikke helt til dem ... Foto: Scanpix


Som integrationsminister kommer Inger Støjberg (V) igen og igen i vælten med kontante politiske udmeldinger, som skaber voldsomme reaktioner.

Hun er tit på tv i bedste sendetid - og forsidestof i aviserne - og hun virker som en solid kvinde, der står fast trods den til tider vilde mediestorm.

Det står i skarp kontrast til den opdragelse, Inger Støberg fik som barn. Hun voksede nemlig op med en mor og en far, der gjorde en dyd ud af at lære datteren, at man ikke skal stikke næsen for langt frem.

"Derfor faldt det lidt uden for resten af familien, da jeg - som lille - sagde, at jeg ville være politiker eller astronaut. Min mor sagde, at der altid var brug for sygeplejersker og frisører. Mine forældre har været skeptiske i forhold til det med at stikke næsen frem, men i dag laver jeg jo ikke andet," siger Inger Støjberg, der til Kristeligt Dagblad har givet et interview, hvor hun fortæller lidt om, hvem hun er privat.

Og barndommen var altså præget af 'stik ikke næsen for langt frem'- holdningen. Hun mindes, da hun i syvende klasse for første gang skulle med til forældrekonsultation. Eleverne skulle give sig selv karakterer i alle fag, og læreren bemærkede, at Inger Støjberg havde givet sig selv exceptionelt lave karakterer.

Det fik moderen til at rose datteren for hendes beskedenhed.

Men hvordan i alverden er Inger Støjberg så endt som fremtrædende politiker med kontroversielle synspunkter?

Det mener hun selv i høj grad skyldes, at hun rykkede hjemmefra for i to år at være elev på Salling Efterskole:

"Det var med til at forandre mit liv. Jeg var en meget genert og stille pige, og jeg ønskede ikke at forlade de trygge rammer. Den beslutning tog mine forældre, og det er den bedste, der nogensinde er blevet truffet i mit liv," erklærer hun.

Inger Støbjerg fortæller, at årene på efterskolen gjorde hende mindre beskeden - og det har været nødvendigt for at kunne klare sig på Christiansborg.



Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.