Støjberg om asylsager: Når man ikke er i fare, skal man hjem
Myndighederne vurderer løbende sikkerheden i de lande, flygtninge kommer fra, siger Inger Støjberg.
Efter Flygtningenævnets stadfæstelse vil Udlændingestyrelsen nu gennemgå flere sager. Det drejer sig om cirka 1200 asylsager vedrørende flygtninge fra Somalia. Hvis det ikke længere er farligt at rejse hjem, så skal man hjem, lyder det fra minister Inger Støjberg (V).
Efter Flygtningenævnets stadfæstelse vil Udlændingestyrelsen nu gennemgå flere sager. Det drejer sig om cirka 1200 asylsager vedrørende flygtninge fra Somalia. Hvis det ikke længere er farligt at rejse hjem, så skal man hjem, lyder det fra minister Inger Støjberg (V). Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix


Når det ikke længere er farligt for somaliske asylansøgere at rejse tilbage til deres hjemland, skal de selvfølgelig hjem.

Sådan siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Reaktionen kommer, efter at Flygtningenævnet har stadfæstet fem principielle afgørelser fra Udlændingestyrelsen om opholdstilladelser til flygtninge fra Somalia.

- Hvis det ikke længere er farligt at rejse hjem, så skal man hjem, lyder det fra ministeren.

Efter Flygtningenævnets stadfæstelse vil Udlændingestyrelsen nu gennemgå flere sager. Det drejer sig om cirka 1200 asylsager vedrørende flygtninge fra Somalia. Det er med henblik på at vurdere, om opholdstilladelsen skal inddrages.

- Vi kigger løbende på de forskellige lande, hvor flygtninge kommer fra. Det har nu givet anledning til, at fem sager er blevet afgjort. Når vi ser sådan fem sager, så er det klart, at vi skal have kigget resten af de her sager igennem, siger hun.

Ifølge Udlændingestyrelsen skal man tilbage til 2001 for at finde et eksempel på en lige så stor gennemgang af én gruppe flygtninges sager. Dengang var det en forbedret situation i Kosovo, der udløste en gennemgang af mange hundrede asylsager.

I Flygtningenævnets afgørelse lyder det, at "den generelle sikkerhedssituation i hovedstaden Mogadishu er forværret siden 2015".

Samtidig står der, at den militante islamistiske gruppe al-Shabaab udfører flere angreb mod store byer. Angrebene bliver i stigende grad udført mod civile mål.

Dog vurderer nævnet, at de generelle forhold i den somaliske hovedstad er forbedret.

- Om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, står der.

Samtidig fraråder Udenrigsministeriet alle rejser til det østafrikanske land.

- Om det er sikkert at rejse tilbage til Somalia kommer an på en konkret vurdering i hver enkel sag, siger Inger Støjberg.

- Der ligger en meget grundig sagsbehandling bag hver sag. Det er fuldstændig det samme, som når man kommer her for at søge asyl, siger ministeren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.