Støjberg er optimist: Vi er skarpere på asylløsninger
EU-landene er enige om at sætte fart i processen med modtagecentrene for asylansøgere, og Frontex styrkes.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) håber, at man kan få gang i de såkaldte hotspots, så tempoet i håndteringen af flygtninge og migranter kan skrues i vejret.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) håber, at man kan få gang i de såkaldte hotspots, så tempoet i håndteringen af flygtninge og migranter kan skrues i vejret. Foto: JØRGENSEN JAKOB/JAKOB JøRGENSEN


Der kom ingen frisk snuptagsløsning på bordet, da EU-landene mandag drøftede Europas aktuelle flygtningekrise på et ministermøde i Bruxelles.

Derimod må man se at sætte fart på de initiativer, man allerede er enige om, blandt andet registrerings- og modtagecentre - de såkaldte hotspots - i Grækenland og Italien.

- Hvis det skal fungere, så skal der gang i registreringen, og hotspotcentrene skal fungere, siger Inger Støjberg efter det ekstraordinære ministermøde.

- Jeg synes, at rådskonklusionerne er noget skarpere, end de tidligere har været.

Hun tilføjer, at der på mandagens møde var "meget stor enighed" om, at man skal have disse modtagecentre til at fungere.

I øjeblikket råber Sverige på hjælp til håndteringen af titusinder flygtninge og migranter, og flere østeuropæiske lande kæmper med at løse meget konkrete udfordringer med de mange mennesker, som kommer fra Mellemøsten, Afrika og Asien.

- Hvis dette skal komme til at fungere, så skal det løses i fællesskab. En række lande har meldt ind med mandskab til Frontex, og det er et synligt bevis på, at man prioriterer det højt, siger Inger Støjberg med henvisning til det europæiske grænseagentur.

Der er enighed om, at Tyrkiet spiller en nøglerolle i løsningen på krisen, da flertallet af migranter rejser via Tyrkiet.

Derfor kommer EU's stats- og regeringschefer ifølge Støjberg til at drøfte det tyrkiske samarbejde på et topmøde på Malta torsdag.

EU-landene har haft svært ved at implementere en aftale, der blev indgået tidligere på året, om omfordeling af 160.000 asylansøgere fra blandt andet Grækenland og Italien.

Kun lidt over 100 personer er indtil sendt videre til blandt andet Sverige, Finland og Luxembourg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.