Stjerneinstruktør planlægger pension
Quentin Tarantino planlægger at forlade Hollywood, når han har instrueret 10 film. Og nu skal han i gang med sin ottende af slagsen.
Quentin Tarantino planlægger allerede nu sin pension.
Quentin Tarantino planlægger allerede nu sin pension. Foto: Jordan Strauss/JORDAN STRAUSS/INVISION/AP


For dem, som elskede "Pulp Fiction", "Kill Bill" og "Inglorious Basterds", er det nok dårlige nyheder.

Stjerneinstruktøren bag disse storfilm, Quentin Tarantino, planlægger nemlig at gå på pension, når han har instrueret sin tiende film. Dog er den 51-årige amerikaner kun i gang med nummer otte, så der går nok lidt tid, inden han forlader Hollywood.

Det skriver Deadline.com.

- Jeg er af den opfattelse, at man ikke skal blive så længe på scenen, at folk begynder at plage én om at forlade den. Jeg kan godt lide ideen om at forlade branchen på en måde, hvor jeg efterlader mit publikum hungrende efter mere, fortæller Tarantino.

Og en anden årsag til instruktørens kommende pension er hans efterhånden høje alder.

- Jeg synes, at det er et job for unge mennesker at instruere. Jeg prøver ikke at gøre nar af folk, som synes noget andet, men jeg vil gerne stoppe med et brag, mens folk stadig synes, jeg er god. Derfor vil jeg holde op efter min tiende film. Så jeg skal stadig lave to mere efter denne her, siger han.

Med "denne her" mener Tarantino sin nye film "The Hateful Eight", som han skal i gang med at instruere til januar. Stjerner som Samuel L. Jackson, Kurt Russell og Channing Tatum medvirker i filmen.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.