Stjerne-blogger er dronning for en dag
Mascha Vang fester i dag igennem som festivaldronning af Aalborg.
Mascha Vang fester i dag igennem som festivaldronning af Aalborg.
Mascha Vang fester i dag igennem som festivaldronning af Aalborg. Foto: CHRISTENSEN KLAVS BO/Polfoto


Nordeuropas største folkelige karnevalsparade finder i dag sted i Aalborg.

Omkring 60.000 festglade mennesker deltager i den folkelige karnevalsparade, som er kulminationen på Aalborgs karnevalsuge.

I centrum står tv-stjerne, radiovært, model og blogger Mascha Vang. Hun blev i januar kåret som dronning af årets karneval og står derfor i spidsen for optoget.

- Idet jeg selv kommer fra Nordjylland, har gået på handelsskole i Aalborg og deltaget i karnevallet mange gange, er det naturligvis helt vildt sjovt, at jeg nu er dronning - og jeg GLÆDER mig til dagen, hvor jeg igen skal deltage. Det passer mig egentlig fint, det her med at være dronning - Mary, watch out!, skriver Mascha Vang på sin blog.

Karnevalsdronningen fører an i stjerneparaden på sin kongevogn. Med hende kommer sambapiger, kanonlaug, drabantkorps og et helt følge af karnevalister.

35-årige Mascha Vang fortæller, at hendes venner fra København har fyldt biler og busser for at komme til byen ved Limfjorden. Kæresten Andreas Bo kan desværre ikke deltage i festen, da han er på job.

- Hvis ikke I har prøvet at være til karneval i Aalborg, så er I altså gået glip af noget. Det fede er, at hele byen er én stor fest, hvor alle er med på festen. Hele byen har denne kæmpe fest hvert år, som alle glæder sig til, skriver Mascha Vang, der i 2013 var den mest søgte danske person på Google.

Årets karneval-tema er 'tabu', og Mascha Vang "bryder dagligt tabuer gennem sin blog, samt via sit liv som reality-stjerne, forsidepige, mor og forretningskvinde," skriver Aalborg Karneval på sin hjemmeside.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.