Statslig vagthund: Fængsler spænder for ofte fangerne fast
Efter en række besøg har Ombudsmanden fået mistanke om misbrug af sikringsceller i de danske fængsler.
Sikringscelle i Vestre Fængsel. Ombudsmanden kritiserer brugen af cellerne i de danske fængsler.
Sikringscelle i Vestre Fængsel. Ombudsmanden kritiserer brugen af cellerne i de danske fængsler. Foto: Thomas Sjørup/Polfoto


Besøg i fængsler og gennemgang af rapporter har givet Folketingets Ombudsmand en mistanke om uberettiget brug af sikkerhedsceller og tvangsfiksering af fanger.

De nøgne sikringsceller, hvor fanger er under opsyn af en vagt og ofte bliver spændt fast, må kun bruges for at afværge truende vold, overvinde voldsom modstand eller for at forhindre selvskade eller selvmord.

Men ved Ombudsmandens syv tilsynsbesøg i 2015, er det blevet konstateret, at 4 anbringelser var uberettiget, 27 rapporter ikke indeholdt ordentlig begrundelse for fiksering og 16 af rapporterne ikke dokumenterede klart, om tidsrummet for anbringelser var berettiget.

- At anbringe indsatte i sikringsceller og tvangsfiksere dem til en seng er noget af det mest indgribende, som staten kan udsætte mennesker for, siger ombudsmanden Jørgen Steen Sørensen i en pressemeddelelse.

- Derfor er det meget vigtigt, at der er styr på alle procedurer, og at der ikke kan rejses tvivl om, at det har været nødvendigt at bruge dette magtmiddel.

Flere fanger har i de senere år rejst sager ved domstolene for overgreb, fordi de har været i sikringsceller.

I juli 2015 fik en dengang 21-årig mand rettens ord for, at han havde været fastspændt i så lang tid, at det var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Også i en dom for 2014 blev Kriminalforsorgen dømt i Østre Landsret for i flere tilfælde at have tilsidesat reglerne om brug af sikringsceller.

Det er de domme, der har fået Ombudsmanden til at tage sagen op. Nu vil der blive fremsat en række generelle anbefalinger, som vil blive drøftet med Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Tilsynsbesøgene fortsætter også.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.