Spotpære var årsag til brand i stormagasin
En spotpære var årsagen til tirsdagens brand i et stormagasin i Lyngby, oplyser Nordsjællands Politi.
En simpel spotpære var årsag til brand i stormagasinet Magasin i Lyngby, nord for København.
En simpel spotpære var årsag til brand i stormagasinet Magasin i Lyngby, nord for København. Foto: Colourbox/free


En sprængt spotpære var årsagen til, at der tirsdag morgen udbrød brand i et stormagasin på Lyngby Hovedgade. Det oplyser Nordsjællands Politi.

Branden opstod i en udstillingsseng på stormagasinets 3. sal.

Og selvom selve branden var en overskuelig opgave for brandvæsnet, så var røgudviklingen alligevel så voldsom, at trafikken nede på gaden måtte stoppes og omlægges, ligesom flere ansatte i stormagasinet måtte tjekkes for røgforgiftning.

Efter godt og vel en time havde røgen dog lagt sig så meget, at trafikken kunne genåbnes, hvilket længere op ad dagen også gjaldt for stormagasinet.

Allerede umiddelbart efter, branden var slukket, kunne politiets teknikere konstatere, at branden var opstået i en dyne på udstillingssengen. Men i første omgang havde man altså ikke sporet sig ind på den virkelige "synder", nemlig den defekte spotpære oven over sengen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.