Når vi ser en ny mobiltelefon eller sommerjakke, kan de fleste blive ramt af et indre skænderi mellem følelser, der siger "Køb den", og fornuften, der siger: "Du har ikke råd".
Og oftest vinder følelserne, mener ekspert i forbrugeradfærd, Sille Krukow.
- 90 procent af vores adfærd er styret af vores omgivelser og instinkter. Den varme emotionelle sindstilstand styrer os, når vi står i en butik, mens den kolde rationelle viden om vores privatøkonomi går fuldstændig fløjten, siger Sille Krukow.
Hun talte tirsdag den 20. april på en OECD-konference om, hvordan man kan ændre forbrugeradfærd. Og det kan særligt de unge have brug for, mener hun.
I 24 af landets 98 kommuner er mere end ti procent af de unge mellem 18 og 30 år registreret som dårlige betalere, viser tal fra RKI fra 2014.
- Lettilgængelige kviklån, dankort og digital betaling har fjernet alle barrierer, som tidligere bremsede vores varme sindstilstand, når vi shopper. Vi løber ikke længere tør for kontanter. Vi kan bare fyre den af, siger Sille Krukow.
Derfor må man sætte benspænd for sig selv, hvis man vil styre sine følelser i et købsøjeblik, forklarer hun.
Helt basalt kan man lade sit dankort blive hjemme og hæve kontanter i stedet.
Dernæst kan man hjælpe impulskontrollen på vej.
- Når du køber tøj, så send et billede fra prøverummet til din ven og få feedback. Så har du to minutter til at komme ud af den varme sindstilstand og komme i tanke om, at du har en bluse magen til hjemme i skabet, siger Sille Krukow.
Ligesom med fredagsslik anbefaler Sille Krukow også, at man begrænser sig til "torsdagsshopping", så shopping ikke bliver en hverdagsaktivitet.
Shopper man på nettet, kan man fjerne sin yndlingsbutik som startside.
- Mange banker tilbyder også en service, hvor man får en sms, hver gang ens konto når ned til et bestemt niveau, siger Sille Krukow.
Når unge har svært ved at styre deres forbrug, bunder det ofte i, at de binder deres identitet op på deres ting, mener Torben Hansen, professor i forbrugeradfærd på CBS.
- Den emotionelle sammensmeltning, unge har mellem dem selv og deres ting, er større, end vi nogensinde har set. De føler ikke, at behovet for nyt tøj og en ny mobiltelefon kan sættes på standby, siger han.
- Forældre skal være gode rollemodeller og vise de unge, hvordan man bruger fornuften i stedet for følelserne. Det kan være godt at lære dem ikke at købe noget, før de har overvejet det i tre timer først. Så kan de passende bruge de tre timer på at snakke med deres bankrådgiver, siger Torben Hansen.
Fem gode råd til at undgå impulskøb:
- Læg et budget.
- Lav en madplan og køb ind én gang om ugen. Du undgår lettest impulskøb, når du samler dine indkøb.
- Overvej et debetkort i stedet for et dankort. Du kan ikke trække over på et debetkort.
- Lad være med at købe noget, første gang du ser det. Vent nogle dage og køb det kun, hvis du virkelig har brug for det.
- Lad så vidt muligt være med at låne penge til forbrug. Det koster penge at låne. Afsæt i stedet et beløb hver måned til opsparing i dit budget.
Kilde: Penge- og Pensionspanelet
/ritzau/FOKUS