Solbakken: FCM er i en behagelig position
Ståle Solbakken erkender, at FCK har hentet for få point hidtil. Det har gjort, at FCM har et stort forspring.


Efter en stime på tre sejre på stribe snublede FC København søndag, da de måtte nøjes med 1-1 hjemme mod Sønderjyske.

Da FC Midtjylland i fredags slog FC Nordsjælland med 2-0, er der nu ni point mellem førerholdet fra Herning og københavnerne på andenpladsen.

Der er stadig 20 spillerunder igen, så meget kan nå at ændre sig, men FC København-træner Ståle Solbakken erkender, at FC Midtjyllands position er misundelsesværdig.

- Der er mange, mange kampe igen. Pludselig taber et hold to kampe, og så er det udlignet. Vi har i FC København mange gange været i den position, FC Midtjylland er i, og det er en meget, meget behagelig position, siger træneren.

- Positionen gør, at de kan spille mere frit, for de mærker ikke det samme pres.

Solbakken har ikke kigget meget på FC Midtjyllands præstationer hidtil i sæsonen, men han har dog noteret midtjydernes stabilitet.

- FC Midtjylland har været enormt stabile over hele sæsonen. Vores akilleshæl er de 13 dage, hvor vi mødte Hobro, FC Midtjylland og FC Vestsjælland. I de 13 dage hentede vi kun et enkelt point, siger Solbakken.

- De otte point, vi mangler derfra, er de point, vi nu er efter dem. I de seneste seks-syv kampe har vi taget lige så mange point som FC Midtjylland, så det er den periode på 13 dage, der stadig er forskellen.

Solbakken mener ikke, at FC København har høstet det antal point, han havde forventet.

- Skal vi være ærlige, så har vi vel tre-fire point for lidt. Vi vil meget gerne ligge på to point i snit, og det er vi fire point fra, siger Solbakken.

Trods ni points forspring mener offensivspilleren Nicolai Jørgensen stadig, at FC København kan hente midtjyderne.

- Intet er umuligt. Vi er ikke engang halvvejs endnu, og vi møder selv FC Midtjylland to gange. Vi skal jagte, og tager vi de seneste syv kampe, har vi fået 14 point. Det er trods alt godkendt, siger Jørgensen.

- Hvis vi kan fortsætte det snit resten af sæsonen, er jeg sikker på, at vi er med, hvor vi gerne vil være, siger FCK-profilen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.