Sofie Gråbøl indrømmer: Jeg græder mere nu
Sofie Gråbøl har altid haft orden i sine kasser, når det gjaldt, hvad der var arbejde, og hvad der var hendes private følelser.
Jeg får lettere og lettere til tårer, fortæller Sofie Gråbøl. Blandt andet har hendes nyeste filmrolle berørt hende dybt.
Jeg får lettere og lettere til tårer, fortæller Sofie Gråbøl. Blandt andet har hendes nyeste filmrolle berørt hende dybt. Foto: Scanpix/Arkiv


Det virker, som om det er kommet som en overraskelse for Sofie Gråbøl, at hun er blevet så berørt af sin rolle i den biografaktuelle film ”Der kommer en dag”, der handler om drengehjemmet Gudbjerg, hvor den sadistiske rektor Heck og en flok følgagtige lærere giver børnene ar på psyken.

Filmen er inspireret af virkelige hændelser. Mange danske børnehjemsbørn fik psykiske ar for livet i de 1960’ere, filmen foregår i.  DR-dokumentaren ”Drengehjemmet” fra 2005 udløste ”Godhavnsrapporten”, der er en undersøgelse af overgreb og medicinske forsøg på 19 af datidens børnehjem i Danmark.

– Der foregik ting mange steder, men jeg tror, Godhavn sandsynligvis var det værste. I forbindelse med filmarbejdet mødte jeg to, der boede der dengang. De fortalte, hvordan man skulle spise op, og hvis man ikke spiste op, skulle man sidde, til man havde spist færdig, og hvis man kastede op, skulle man spise opkastet. Og de drenge, der havde tisset i sengen, skulle stå til skue ude i gården i underhylere med lagnet foldet ud, indtil det var tørt. Hele året rundt. Og mange af dem blev medicineret, og en del af behandlingen havde karakter af medicinsk eksperiment, fordi man havde de her sagesløse drenge at forsøge alt muligt på. Amfetamin blev flittigt brugt, og flere af drengene forlod Godhavn som stofmisbrugere. Der er helt klart blevet begået forbrydelser, der stiltiende er blevet set igennem fingre med. Det er ekstremt voldsomt. Og det er også uhyrligt, så kort tid siden det foregik. Revselsesretten blev afskaffet i 1967, jeg er født i 1968, så der ser sket voldsomt meget siden med opfattelsen af, hvad et menneske er, hvad et barn er. Punktum!

Du er tydeligvis virkelig blevet berørt af den Godhavn-historie?

– Ja, frygtelig meget. Jeg HADER ikke at kunne ... styre det. Altså, jeg synes, det er så svært. Jeg har altid haft meget orden i mine kasser omkring, hvad der er arbejde, og hvad der er mine følelser. Men jeg oplever mere og mere her i de senere år, at der kommer sprækker i væggen. Så jeg skal lige vænne mig til at sidde og ... græde i et interview. Det har jeg aldrig gjort før.

”Livet kommer bag på mig hele tiden”, siger Paprika Steen til FEMINA

En bestemt smerte

Sofie Gråbøl synes, sagen om Godhavn er vigtig. Meget vigtigere, end hvordan hun går og har det lige nu – ”Godt tak!”. Meget vigtigere end den brystkræftsygdom, hun blev behandlet for i 2013. ”Det har jeg ikke behov for at udpensle mere. Jeg er kommet igennem det”. Men så kommer hun alligevel ind på det. Fordi der er en slags eksistentiel forbindelse, som handler om de historier, vi fortæller hinanden.

Din følsomhed handler måske om, at du har fået samlet flere brikker til dit livs puslespil?

– Jeg får lettere og lettere til tårer, om det er, fordi jeg med alderen har fået større indsigt, ved jeg ikke, men ... jeg tror, der skete noget for mig i forbindelse med min sygdom ... jeg kom ud og oplevede nogle meget konkrete tilstande, som var så ... smertelige. Så der også bliver lukket op for nogle rum ... åh, hvordan skal jeg forklare det ... Altså, hvis man kender en bestemt form for smerte eller udsathed, så kan man måske også bedre se den og forstå den i andre. Jeg kan mærke, at der er et bestemt mørke – det behøver ikke at være sygdom, det kan også være nogle drenge på et børnehjem – men jeg tror, det er meget grundlæggende menneskeligt, at man kan genkende sig selv i hinanden og dermed forstå hinanden. Og det er vel egentlig det allerfineste og unikke ved at være menneske: Vi kan leve os ind i hinanden. Men det kan man på en måde kun, hvis man selv har lært det sprog. Forstår du, hvad jeg mener?

Nikolaj Lie Kaas: Min mormor prøvede at få mig med i Jehovas Vidner

Ja, jeg gør, siger jeg, så Sofie siger:

– Jeg mener ikke, man nødvendigvis skal have været ude for det samme. Da jeg selv blev syg, havde jeg ikke specielt behov for at snakke med andre, der havde haft lige præcis den samme sygdom, fordi de kan have haft en fuldstændig anden oplevelse end mig. Men for mig gav det enormt meget mening at dele oplevelsen af smerte og angst med nogen, der vidste, hvor det ”land” lå. Altså nogen, der har været i det ”land”. Jeg havde enormt meget glæde af at læse bogen ”Et år med magisk tænkning” om en kvinde, der mister sin mand. Det var en af de første bøger, jeg læste, da MIN verden brød sammen. Og jeg har slet ikke mistet en mand, der er død eller noget, men jeg kunne i den grad relatere.

Klavs Bruun Sørensen: Jeg er sgu stolt over, at jeg tør tude foran andre

– Den sagde mig så meget, fordi det var en rejsebeskrivelse i kriseland og mørke. Det har en utrolig værdi på helt basalt menneskeligt plan at udveksle historier. Det kan være fra menneske til menneske, men det kan også være kollektive historier. Som historien om Godhavn. Og det er dér, kunsten har sin kæmpe nødvendighed. I den dér udveksling af historier. Ved at fortælle hinanden, hvad vi har oplevet, hvem vi er, og hvordan vi ser verden, kan vi relatere følelsesmæssigt og spejle os, og det kan sætte tankeprocesser og følelsesprocesser i gang. Jeg så ”Gravity”, som handler om en astronaut, der strander ude i rummet. Den fortalte mig også ALTING om dér, hvor jeg var, da jeg var syg, selv om jeg intet har med Nasa at gøre, haha. Det er dér, kunsten går på tværs af tid og rum. Det er derfor, vi stadig spiller Shakespeare og får fortalt noget om, hvem vi er. Og det tror jeg grundlæggende helt på ... vigtigheden af kunsten, siger Sofie Gråbøl.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.