Svedeture, søvnløshed og hjertebanken får os til at tage den 'koffeinfri', når vi står i supermarkedet og skal vælge kaffe.
Både Coop Danmark og Dansk Supermarked melder nemlig om tocifrede væksttal, når det gælder salget af koffeinfri kaffe.
"Når man ser på instant kaffe, så har der været en meget fornuftig udvikling over de seneste par år, hvor andelen af koffeinfri kaffe næsten er blevet fordoblet siden 2006," siger Susanne Hegnbo, der er kategorichef i Coop Danmark, til Nyhedsbureauet Newspaq.
I 2006 udgjorde koffeinfri kaffe tre procent af det samlede kaffesalg i Coop, der blandt andet leverer varer til Kvickly, SuperBrugsen og Irma. Sidste år var andelen på næsten seks procent.
Indkøbschef i Dansk Supermarked Michael Svendsen oplyser, at kunderne i Netto, Bilka, Føtex og Salling har sørget for en tocifret stigning i salget af koffeinfri kaffe fra 2007 til 2008.
Søren Thoubro, der er adjungeret lektor på Institut for Human Ernæring, har forsket i koffein. Og han mener, at det er de sundhedsmæssige hensyn, der får os til at vælge kaffe med koffeinen fra.
"For nogen kan det virke for stærkt. De føler, at blodtrykket stiger, og at pulsen stiger. Det er generende for nogle, da de typisk indtager en stor kaffemængde om aftenen, og så kan de ikke falde i søvn. Så prøver de koffeinfri kaffe, fordi de godt kan lide smagen, men ikke behøver virkningen," siger han til Newspaq.
Konsulent på Fødevareinstituttet John Christian Larsen understreger, at der ikke er nogen bivirkninger forbundet med koffeinfri kaffe, så man kan roligt drikke løs uden at ligge søvnløs om natten.
"De virkninger, man snakker om, er som regel relateret netop til koffeinen. Så jeg ville undre mig, hvis der var nogle sundhedsmæssige konsekvenser af at drikke koffeinfri kaffe," siger han.
Fødevareinstituttet anbefaler, at man holder sig under 300-400 milligram koffein om dagen. Det svarer ifølge John Christian Larsen til tre til fire kopper kaffe.