Sønderjyske tager ny sejr i grim ishockeyfinale
Sønderjyske vandt med 3-1 i Esbjerg og fører nu 2-0 samlet i kampen om DM-guldet i ishockey.
Thomas Spelling blev den store helt for Sønderjyske, da han lavede to mål i den anden DM-finale i ishockey.
Thomas Spelling blev den store helt for Sønderjyske, da han lavede to mål i den anden DM-finale i ishockey. Foto: JAN KORSGAARD/POLFOTO


Sønderjyske er stærkt på vej mod at genvinde det danske mesterskab i ishockey, efter at holdet søndag eftermiddag bragte sig foran med 2-0 i finaleserien mod Esbjerg.

I en giftig atmosfære bjærgede sønderjyderne en udesejr på 3-1 i land, og nu ser det meget svært ud for esbjergenserne, der er på jagt efter det første DM-guld siden 2004.

Foran fyldte tribuner i Granly Hockey Arena i Esbjerg leverede de to hold en kamp, der i lange periode var præget af dårlig disciplin både på isen og på de to trænerbænke.

Små slagsmål afløste skænderier og svinestreger, og kampen fandt aldrig nogen spillemæssig rytme.

Især Esbjergs nordamerikanske stjernespillere Aaron Lee og Scott Howes virkede overtændte og var medvirkende til, at hjemmeholdet tilbragte meget tid i undertal.

Efter en grim og ujævn første periode fik Sønderjyske taget hul på målscoringen i anden, da Nick Dineen allerede i første minut sendte pucken i nettet.

Og mod slutningen af anden periode gjorde velspillende Thomas Spelling det til 2-0 på et tidspunkt, hvor Esbjergs forsvarere var udmattede efter et langt skift.

Det var ikke blot spillerne på isen, der havde svært ved at koncentrere sig om spillet. Også i trænerboksene gik bølgerne højt mellem lederne, der havde nerverne uden på tøjet.

Sønderjyske-coach Dan Ceman havde gang i konstante meningsudvekslinger med flere Esbjerg-officials, og der bliver næppe sendt mange venlige påskehilsner i de kommende dage mellem de to klubber.

Det desperate hjemmehold iværksatte et tungt pres i tredje periode i et sidste forsøg på at få vendt kampen, men Joni Myllykoski holdt stand i Sønderjyske-målet, og så kunne Spelling afgøre kampen i en situation, hvor gæsterne spillede fem mod tre.

At Kyle Wharton fik reduceret til 1-3 i kampens slutsekunder ændrede intet.

Tredje DM-finale afvikles tirsdag aften i Vojens. Finaleserien fortsætter, indtil et af holdene har vundet fire kampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.