Socialpædagoger ser frem til Folketingets åbning i efteråret.
De håber nemlig, at landets politikere vil gøre alvor af løfter om at lave loven om, så en politianmeldelse ikke længere er nødvendig for at få erstatning, hvis man bliver udsat for vold på jobbet.
Det skriver DR Syd i dag.
I dag skal socialpædagoger anmelde vold eller trusler til politiet for efterfølgende at kunne få erstatning fra Erstatningsnævnet, hvis overfaldet giver fysiske eller psykiske mén.
Problemet er bare, at politianmeldelsen kan ødelægge den relation, socialpædagogen har til for eksempel en psykisk handicappet. Det siger formanden for Socialpædagogerne i Sydjylland Michael Madsen.
- Hvis man eksempelvis er blevet udsat for et overfald fra en tilfældig person, så står man ikke i det samme dilemma i forhold til at politianmelde, som man gør i forhold til én, som man skal arbejde med bagefter. Og på den måde kan det jo påvirke ens arbejde, siger Michael Madsen til DR Syd.
Folketingspolitikere fra Dansk Folkeparti og Enhedslisten tilkendegav sidste år, at reglerne skulle ændres, så politianmeldelser ikke er et krav for at få erstatning. Der er dog ikke fremsat forslag endnu, oplyser DR Syd.