Småbørn skal have hjælp til at tabe sig
Børn helt ned til toårsalderen bliver behandlet for overvægt, der truer deres helbred. Læs, hvad du selv kan gøre for at hindre børnefedme.
På Holbæk Sygehus har man behandlet over 1000 overvægtige børn og unge.
På Holbæk Sygehus har man behandlet over 1000 overvægtige børn og unge. Foto: Kathy Plonka/AP


En fireårig, der vejer 40 kilo. En 10-årig, der vejer 100 kilo. Det kan lyde utroligt, men det er virkeligheden for nogle børn i Danmark.

Børn helt ned i toårsalderen er så overvægtige, at det er farligt for deres helbred, og flere steder i landet sætter man ind med en forebyggende indsats for børn i vuggestue- og børnehavealderen, skriver Berlingske.

- Vi taler om børn, der får ødelagt deres opvækst og deres udvikling, så de ikke får et reelt børneliv og også bliver syge, når de bliver voksne, siger Jens-Christian Holm, overlæge ved Enheden for Overvægtige Børn og Unge på Holbæk Sygehus til Ritzau Fokus.

På Holbæk Sygehus har man behandlet over 1000 overvægtige børn og unge. Når børnene kommer, har over 50 procent begyndende eller reelt forhøjet blodtryk, 35 procent har fedtlever, 28 procent har forhøjet kolesterol og 18 procent har forstadier til sukkersyge.

- Det medfører alt sammen mere sygelighed og højere dødelighed i voksenalderen, siger Jens-Christian Holm.

Lige nu er 28 børn under seks år i behandling for overvægt på hospitalet.

I nogle tilfælde er det genetiske forhold, der er medvirkende til overvægten, men det farlige fedt er også forbundet med livsstil.

Det er ikke forældrenes skyld, at børnene er overvægtige, mener Jens-Christian Holm. Derfor skal man søge professionel hjælp hos sin praktiserende læge eller sundhedsplejerske, hvis man er bange for om ens barn vejer for meget, siger han.

- Det er meget svært for børn at tabe sig. Fedtmassen er dygtig til at bevare sig selv, og derfor er det vigtigt, at alt, der fremskynder overvægt - sodavand, juice, iste, saft, kakao, slik, snacking, fastfood - bliver reduceret til et minimum. Ikke kun nogle af tingene. Dem alle.

- Man skal interessere sig for morgenmad, middagsmad, aftensmad, mellemmåltider, alt. Ellers bliver barnet mere overvægtig. Det kan være svært for almindelige forældre at overskue, og derfor skal der typisk professionel hjælp til, siger han.

Hvis man vil gøre sit bedste for at undgå, at småbørn bliver overvægtige, handler det ikke kun om, hvad de spiser, siger Helle Erstling Rasmussen, ledende sundhedsplejerske i Roskilde Kommune.

- De fleste forældre ved godt, hvad der er sundt og ikke sundt. Men mængden af maden kan blive for stor, hvis børnene spiser for hurtigt og ikke mærker efter, om de er mætte. Det kan være en god idé at portionsanrette og vente 20 minutter, før man spørger, om børnene er mere sultne, så man hjælper dem med selvregulering, siger hun.

Men man skal også acceptere, at børns appetit kan svinge i takt med, at de vokser.

- Hvis børn nægter at spise aftensmad, skal man respektere det i stedet for at komme med søde, nemme løsninger for at give dem noget at gå i seng på, siger hun.

- Omvendt er børn ofte sultne i ulvetimen, hvor det nogle gange er bedre at sætte ambitionen om det højhellige aftenmåltid til side og give børn mad, mens de er sultne. Man må lytte til barnet, siger hun.

Cirka 660 børn mellem to og fem år i København er svært overvægtige.

Fakta: Undgå overvægt hos småbørn

- Tag børnene ud af klapvognen og lad dem gå selv

- Begræns skærmtid foran fjernsyn og iPad

- Søvn har stor betydning for vægten. Lad børnene lege sig trætte og hav faste sengetider

- Sæt et godt eksempel som forælder ved at dyrke motion og få frisk luft

Kilde: Helle Erstling Rasmussen

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.