Slut med kendt rejsebureau
TUI har ejet Star Tour siden 2000.
Foto: Flemming Højer/Scanpix/arkiv


Nu er det slut med Star Tour. Fra i dag hedder selskabet TUI.

Navneskiftet blev annonceret for knap et par måneder siden. Med skiftet vil rejseselskabet satse på rejser, der er mere moderne og personlige.

Det skriver BT, som også citerer selskabets salgs- og landechef, Gorm Pedersen for at sige følgende:

- Den moderne rejsende vil have hoteller og flyløsninger, der passer til deres individuelle behov. Når vi bliver TUI, får vores danske kunder flere valgmuligheder i form af et bredere rejseprogram med nye rejseformer og nye rejsemål over hele verden.

Ifølge Gorm Pedersen vil rejseselskabet kunne give kunderne bedre priser og højere kvalitet ved at fremstå under ét samlet navn.

Siden 1996 har Star Tour ifølge BT været danskernes foretrukne rejsearrangør. Hvor mange danskere, selskabet sender på ferie om året, er ikke oplyst, men TUI forventer, at sende 15.000 danskere på ferie fra Hamborg i 2017. Dertil kommer 100.000, som flyver ud fra de jyske lufthavne.

TUI er forkortelsen af Touristik Union International. TUI har ejet Star Tour siden 2000 og indgår i rejsegruppen TUI AG, som er tysk-engelsk ejet og en fusion af TUI og Thomson fra 2007.

Ifølge selskabet selv er det verdens største rejsekoncern og har mere end 30 millioner kunder årligt.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.