Slut med at lade betjente knalde fartsyndere
Politifolk skal frigøres til at løse kerneopgaver. Derfor skal betjente fremover afløses af andre medarbejdere i blandt andet fotovogne, paskontrol og 112-alarmcentralen.
Holger Madsen, Avisen.dk.


Hvis du kører for stærkt og bliver blitzet, er det fremover langt fra sikkert, at det er en betjent, der sidder bag kameraet.

Som en del af den nye politiaftale vil en lang række opgaver nemlig fremover blive flyttet fra politiet til andre medarbejdergrupper. Herunder paskontrol, opgaver på 112-alarmcentralen og bemanding af de omstridte fotovogne, som politiet selv kalder for ATK-kontrol.

"Aftaleparterne er enige om, at ikke-politimæssige opgaver i politiet i videre omfang skal håndteres af andre medarbejdergrupper, så flere politiuddannede kan frigøres til operativt politiarbejde."

"Det kan blandt andet være opgaver vedrørende paskontrol, 112-alarmcentraler, ATK-kontrol, bemanding af servicecentre og arbejdet med køreprøver," lyder det således i aftalen mellem regeringen, DF, LA, Konservative og Socialdemokraterne.

Effektiviseringer for 308 mio

Ifølge politiaftalen skal flytningen af opgaver fra politiet til andre ansatte være en del af en "modernisering af politiet", som skal frigøre omkring 700 politifolk frem til 2019.

Et andet stort punkt i den plan er, at politiarbejdet skal effektiviseres på en lang række områder. Der skal blandt andet være bedre planlægning og styring af ressourcerne, bedre udnyttelse af personalets ventetid, mere borgerbetjening via internettet, og efterforskningen skal samles i større efterforskningsenheder.

Det er politikernes ambition, at politiet skal realisere effektiviseringer på 11 millioner kroner i 2016 stigende til 308 millioner kroner i 2019.

"En grim smag hos Politiforbundet"

Venstre har gennem længere tid presset på for at få politifolk afløst af for eksempel HK-ansatte i fotovognene. Tidligere har Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, blankt afvist forslaget, fordi fartkontrol er en myndighedsopgave.

Men nu lyder der mere imødekommende toner fra politi-formanden.

- Umiddelbart har politikerne leveret et spiseligt forlig. Og vi anerkender fuldt ud, at der vil kunne frigives nogle politiårsværk ved at andre personalegrupper overtager visse af poltiet opgaver – også kaldet opgaveglidning, siger Claus Oxfeldt i en skriftlig kommentar på Politiforbundets hjemmeside.

Til gengæld er Claus Oxfeldt krads i kritikken af politikernes forestillinger om, at der kan hentes store gevinster ved at effektivisere  

- Èt sted fremkalder dog en grim smag hos Politiforbundet. Vi tror simpelthen ikke på det fatamorgana, der er opstillet af konsulenter, om at der kan tilvejebringe 475 politiårsværk gennem effektiviseringer af beredskabet. Citronen kan ikke presses mere!

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.